23948sdkhjf

First State Investments overtager Scandlines' HH-overfart

FÆRGER: Scandlines’ rute mellem Helsingør og Helsingborg sælges til investeringsselskab for at koncentrere fokus på de to trafikmaskiner mellem Danmark og Tyskland.
Ruten Helsingør-Helsingborg drives i dag i et joint venture mellem Scandlines og Stena Line, der hver ejer 50 pct. Med udgangen af januar 2015 overtager First State driften af ruten, indledningsvis med støtte fra Scandlines og Stena Line. De fem skibe, der betjener ruten, indgår alle i aftalen, ligesom ruten fortsat vil blive markedsført under navnet Scandlines Helsingør-Helsingborg.

Det oplyser Scandlines i en pressemeddelelse fredag eftermiddag.

Alle medarbejdere, der i dag er ansat på Helsingør-Helsingborg-overfarten, vil blive tilbudt at fortsætte i deres nuværende stilling på samme vilkår. Samtidig vil Scandlines fortsætte det tætte samarbejde med Scandlines Helsingør-Helsingborg. Kunderne vil derfor ikke opleve nogen ændringer i driften i forhold til i dag.

Én ejer af ruten

”Vi er overbeviste om, at det faktum, at der fremadrettet kun er én ejer af ruten, vil gavne både medarbejdere og kunder. Vi glæder os til fortsat at tilbyde en effektiv og pålidelig transportservice til både passagerer og fragtkunder på vores to øvrige ruter,” siger Scandlines' CEO, Søren Poulsgaard Jensen.

Marcus Ayres, Partner i First State, siger ligeledes i forbindelse med aftalen:

 “Vi er glade for at have indgået en aftale om at overtage ruten Helsingborg-Helsingør, der er af afgørende betydning for infrastrukturen i Øresundsregionen. First State repræsenterer primært europæiske pensionskasser med langsigtede investeringer, og vi ser frem til at samarbejde med medarbejderne, ledelsen og de lokale om at sikre rutens fortsatte succes og stabilitet.”

Fokus mod syd

Scandlines vil fremover fokusere på de to trafikmaskiner mellem Danmark og Tyskland samt på de to BorderShops i henholdsvis Puttgarden og Rostock. I 2015 indsættes to nye færger på ruten Gedser-Rostock, hvorved kapaciteten og oplevelsen om bord løftes betydeligt. Der er desuden investeret 300 mio. kr. i at modernisere Gedser Havn, så den dobbelte kapacitet fortsat kan håndteres på blot 15 minutter.

FAKTA:
First State er det internationale brand for den konsoliderede afdeling for investeringspleje og er en del af Commonwealth Bank of Australia. På vegne af internationale investorer forvalter First State en portefølje på 123 mia. euro (status 30. september 2014).
First State er en førende investor inden for infrastruktur. Selskabet har 20 års erfaring i investeringer inden for infrastruktur og forvalter kapital på over 3,1 mia. euro investeret i porteføljer i transport, telekommunikation og social infrastruktur i Australasien og Europa på vegne af institutionelle investorer.

Læs også:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093