23948sdkhjf

Efter kuldsejlet projekt: Havn løfter sløret for havneudvidelsens første etape

Havnen måtte skrinlægge stort anlagt projekt i efteråret. Nu er den tilbage med et nyt - og mindre - projekt, som de håber kan gå i gang inden for seks måneder

Nu er der endelig nyt om havneudvidelsen i Hirtshals.

I 2024 måtte havnen droppe en stort anlagt havneudvidelse, fordi det økonomiske grundlag var for spinkelt. Havnen holdt dog fast i planerne om at udvide havnen, men ville dele projektet op i mindre delprojekter, efterhånden som finansieringen faldt på plads. 

Nu er Hirtshals Havn endelig klar til at løfte sløret for første etape af havneudvidelsen: en forlængelse af den ene mole i indsejlingen.

- Vi har hele tiden vidst, at det største fokus i havneudvidelsen skal være forbedring af besejlingsforholdene til havnen, fortæller Niels Kiersgaard, teknisk direktør og ansvarlig for havneudvidelsen hos Hirtshals Havn.

- Der er flere måder at forbedre besejlingsforholdene på, og vi har valgt den løsning, der bedst forener teknisk effektivitet og økonomisk ansvarlighed.

Havnen mener, at en forlænget ydre vestlig mole vil skabe mere læ og derved roligere bølgeforhold i indsejlingen. Det vil give skibene bedre manøvreringsmuligheder og øger regelmæssigheden for skibenes og færgernes ankomster og afgange. 

Det vil også være en forbedring i fremtiden for større skibes muligheder for at anløbe Hirtshals Havn i hårdt vejr, lyder det.

Hvad så nu?

Nu er planerne lagt frem. Næste skridt i gennemførelsen af etape 1 af Nordhavnen er en ansøgning til Trafikstyrelsen, som blandt andet inkluderer en detaljeret projektbeskrivelse og miljøkonsekvensvurdering.

Herefter skal projektet i offentlig høring, og senere sendes det i udbud.

- Vi står i et stort koordineringsarbejde med mange procedurer og krav. Derudover skal vi kortlægge alt fra placering af byggematerialer til pladsforhold for arbejdsfartøjer og sikre fuld operationel drift for havnen og havnens kunder under anlægsarbejdet. I slutningen af 2026 eller starten af 2027 forventer vi, at de første sten bliver placeret på Vestmolen, siger Niels Kiersgaard.

Havnen har ikke meldt en dato ud for, hvornår første etape af havneudvidelsen er i mål. Dog estimeres projektet til at være færdigt inden 2030.

Vi har hele tiden vidst, at det største fokus i havneudvidelsen skal være forbedring af besejlingsforholdene til havnen Niels Kiersgaard, teknisk direktør og ansvarlig for havneudvidelsen hos Hirtshals Havn

Markant over budget

Det var som nævnt i efteråret 2024, at Hirtshals måtte sande, at deres drøm om at lave en havneudvidelse i ét hug var for meget at gabe over.

Opgaven var sendt i udbud med et budget på omkring én mia. kr., men de indkomne tilbud fra entreprenører lå noget højere end det. Præcist hvor meget, har havnedirektør Per Holm Nørgaard aldrig ønsket at oplyse, men differencen blev omtalt som "markant'.

- Tilbudsgiverne har nogle elementer med, som gør projektet dyrere end forudset. Det er jo et havneanlæg i et hårdt miljø på vestkysten, konstaterer Per Nørgaard, som ikke kan gå i detaljer med, hvad der konkret har gjort det store projekt markant dyrere end forudset.

Oprindeligt skulle havneudvidelsen stå færdig i 2027, men det blev senere ændret til 2028, og nu er det uvist, hvornår alle etaper er gennemført.

Det har hele tiden været meningen, at gennemføre en større og bedre indsejling til havnen som første punkt på dagsordenen i den opdelte model.

Dernæst skal der skabes bedre forhold for at skibe kan manøvrere inde i havnen og endelig skal der etableres mere kajplads.

Læs også:

Stort prischok rammer nordjysk havn - annullerer ambitiøst udbud

- Hirtshals' temposkift er godt nyt for hele havnesektoren

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094