Havnearbejdere i åbent brev: Sæt os og Esbjerg ud på et sidespor

Konsortiet Danske Flådeskibe vil bygge Danmarks næste krigsskibe i Esbjerg Havn. Men Esbjerg er oppe imod tre andre havne, og i kulissen lurer politiske interesser.
Og ifølge flere lokale fagforeningsfolk og medarbejdere fra virksomheder på havnen, truer situationen med at undergrave Esbjerg og balancen i det danske forsvar.
I et åbent brev retter de en direkte appel til Christiansborg om ikke at sætte Esbjerg ud på et sidespor i beslutningen om, hvor Danmarks kommende krigsskibe skal bygges.
De retter også kritik mod "aktører, som ønsker at flytte arbejdspladser væk fra Esbjerg" i "rå konkurrence mellem byerne".
- I et lille land som Danmark har vi ikke råd til at træffe strategiske beslutninger med snæversyn. Hvis vi virkelig ønsker at styrke Danmarks forsvar, skabe arbejdspladser og sikre vores industrielle base, så skal vi investere dér, hvor kompetencerne, infrastrukturen og erfaringen allerede findes, skriver de.
Brevet er underskrevet af medlemmer og medarbejdere fra 3F Esbjerg Transport, Losseklubben, SAL, 3F Esbjerg, Metal Vest, Dansk El Forbund, Havne- og Terminalarbejdernes Forbund og navngivne medarbejdere fra Blue Water Shipping, Jutlandia Terminal og Siemens Gamesa.
Underskriverne fremhæver Esbjerg som oplagt base for landets kommende flådeprogram med henvisning til havnens rolle som officiel Nato-havn og en central aktør i offshore-industrien og den grønne omstilling.
Afsenderne retter en bred appel til at styrke samarbejdet mellem stat, industri og fagbevægelse, som de mener er en afgørende styrke i den danske model.
Også borgmestrene fra syv sydvestjyske kommuner - blandt andet Esbjerg - har i en fælles støtteerklæring netop stillet sig bag konsortiet Danske Flådeskibe.
Konsortiet vil etablere en ny national produktionsplatform for samling og udrustning af kun de tre allerede aftalte arktiske patruljeskibe, men også op til seks nye fregatter, som politikerne forhandler om denne sommer.