Problemerne står i kø for 'Maliina Ittuk'.
Diskolines nybyggede hybride passagerfærge er blevet ramt af den ene forsinkelse efter den anden, og nu har endnu et uheld forsinket fartøjets ankomst til Grønland.
'Maliina Ittuk' stævnede ellers ud fra værftet i Faaborg, hvor den blev bygget færdigt, tilbage i april. Det var planen, at den skulle ligge 14 dage i Frederikshavn og vente på et gunstigt vejrvindue til sejladsen mod Grønland, men her - knap to måneder efter - befinder passagerfærgen sig endnu i det nordjyske.