Dansk Metal byder "skibsfabrikker" velkommen - og kommer med opsang til værfterne
Med de nye såkaldte skibsfabrikker er der lagt op til et kærkomment nybrud i den danske værftsindustri, mener formand for Dansk Metal Claus Jensen, der samtidig opfordrer til flere digitale investeringer i branchen
Den danske værftsindustri skal genoplives - men den behøver ikke se ud, helt som den plejer. Derfor bør idéer om samlehaller og skibsfabrikker ikke afskrives som sort magi.
Det mener forbundsformanden i Dansk Metal, Claus Jensen, der generelt byder innovation velkommen i branchen.
- Jeg synes, det er dejligt, at der opstår så mange innovative idéer. Det kan jo godt være, at der er meget smartere måder at få bygget skib på end de traditionelle metoder, siger formanden til Søfart.