Storrederi sælger og sælger - Har solgt skib nummer 13 og 14 siden nytår

Norden har netop solgt endnu to skibe, som bringer antallet af afhændede skibe op på 14 siden nytår.
Det oplyser rederiet i en investormeddelelse, der også oplyser, at handlerne omfatter to MR-tankere.
Skibene blev en del af Nordens ejede flåde i indeværende kvartal, efter at de relaterede købsoptioner blev erklæret sidst i 2024.
Af det samlede antal salg af 14 skibe i år til dato er otte skibe fra erklærede købsoptioner. En købsoption er en aftale, der giver en lejer eller befragter af et skib retten, men ikke pligten, til at købe skibet til en på forhånd fastsat pris inden for en bestemt tidsramme.
Udover salgene har Norden også erklæret en købsoption på endnu et MR-tankskib, der vil indgå i Nordens flåde af egne skibe i 4. kvartal 2025.
Norden oplyser ikke hverken navnene på de to solgte MR-tankere eller rederiets nettogevinst ved handlerne.
Skibshandler udløste opjustering
Men skibsmæglere har til shippingavisen Tradewinds identificeret de to tankskibe som 'Nord Jewel' og 'Nord Joy', som begge er bygget i 2018. Derimod identificerer en mæglerkilde overfor mediet Splash247 de to solgte tankere som 'Nord Jewel' og 'Nord Olympia'.
VesselsValue vurderer 'Nord Jewel' til 38 mio. dollar og søsterskibet til 37 mio. dollar.
Salget af årets skib nummer 13 og 14 har ikke udløst nogen ny opjustering af Nordens forventede helårsresultat for 2025.
Men den 25. april - en uge før fremlæggelsen af rederiets regnskab for 1. kvartal 2025 - hævede Norden sine forventninger til helårsresultatet for 2025. Det skete med henvisning til øgede nettosalgsgevinster fra skibssalg.
Rederiet regner nu med, at skibssalg vil bidrage med 45 mio. dollar til resultatet for helåret 2025, som nu lyder på et overskud før skat på mellem 50 og 130 mio. dollar.