23948sdkhjf

M/S Museet for Søfart har brug for maritime fondes støtte til fremtidige udstillinger

M/S Museet for Søfart i Helsingør er også påvirket af coronakrisen. Mens museet er lukket, bruger Ulla Tofte tiden på at planlægge nye udstillinger og arrangementer, som hun håber kan begynde i efteråret. Men det kræver, at støtten fra de maritime fonde fortsætter

Coronakrisen går hårdt ud over erhvervslivet både i Danmark og internationalt set. M/S Museet for Søfart i Helsingør er ingen undtagelse.

- Vi er påvirkede på den måde, at museet selvfølgelig er lukket og nu har været det i tre uger. Det er klart, at når man lukker et sådant museum, har man stadig alle omkostningerne stort set, siger Ulla Tofte, som er direktør for Museet for Søfart.

Ulla Tofte forklarer, at hun har hjemsendt 2/3 af medarbejderne og kan søge lønkompensation for dem. Det svarer til omkring 30 ansatte.

- Men de store omkostninger kan vi som så mange andre private virksomheder ikke få dækket. Vores indtægter kommer primært fra entrégæster, hvilket der ikke kommer nogle af i øjeblikket, udover nogle statstilskud. Så vi er økonomisk i meget høj grad påvirkede af det her. Det er jo et vilkår, som hele verden oplever, siger Ulla Tofte.

Kigger fremad

Dog bruger hun selv og hendes kolleger ventetiden konstruktivt.

- Vi bruger tiden på at kigge fremad. Når nu vi ikke skal drifte og holde et museum åbent hver dag, er der god tid til at lægge planer for fremtiden. Det er især planer om store udstillinger og akvititeter, som vi håber på at kunne åbne allerede i efteråret men også de næste tre år, siger hun.

Der er tale om planlægning af udstillinger og aktiviteter fra efteråret 2020 til og med 2023.

- Det giver os en mulighed for virkelig at sætte fokus på, hvad vi de næste tre år skal vise af udstillinger. Det skal være dem, der er relevante for og afspejler det maritime Danmark. Det skal også være udstillinger, der tiltrækker nye brugere og er i tråd med vores vision om også at være et museum for alle dem, der ikke er interesserede i søfart endnu.

Ulla Tofte vil gerne have, at der på museet kommer en velselvirkning mellem aktiviteter og udstillinger for dem, der allerede er interesserede, og for de endnu ikke interesserede.

Museet for Søfart har omkring 40 frivillige, som hjælper til.

- Nogle af vores frivillige sidder derhjemme og arbejder løs på at digitalisere skibskonstruktionstegninger, fotos af skibe osv. og har bare taget deres arbejde med hjem. Det er jo ret fantastisk og pragfuldt at have den slags mennesker, siger Ulla Tofte.

Brug for støtte fra de maritime fonde

Selvom tiden bliver udnyttet til at fokusere på fremtidige udstillinger, er Ulla Tofte bekymret for udviklingen som følge af coronavirspandemien

- Jeg tror, at vi alle sammen er bekymrede. For os handler det selvfølgelig også om, at vi er en international turistattraktion, hvor søfartsinteresserede fra hele verden besøger vores museum og har hørt om det derhjemme, siger Ulla Tofte og tilføjer:

- Det er ikke lang tid siden, jeg havde besøg af en amerikaner, som er importør af nogle sejlbåde. Han havde et ærinde i Haderslev men han vidste, at når nu han var i Danmark, så skulle han også lige til Museet for Søfart. Han er et godt eksempel på, at vi har rigtig mange gæster fra især USA og Fjernøsten, som har hørt om vores museum og rejser for at besøge det. Dem kan vi jo altså godt vinke farvel til i de næste par år - desværre.

Museet har stærkt brug for støtten fra de maritime fonde.

- Vi er afhængige af en fremtidig opbakning til museet. Den kommer meget fra de maritime fonde, som heldigvis har støttet vores aktiviteter og museum. Men nu der endnu mere brug for, at de i løbet af de næste år også støtter vores udstillingsvirksomhed, for deres støtte er simpelthen afgørende for, at vi kommer i gang igen, siger Ulla Tofte.

Hun forklarer, at det både gælder de helt store maritime fonde og de lidt mindre.

- Donationer til fremtidige aktiviteter er det vigtigste for os lige nu. Den aktuelle krise kommer vi ud over på den ene eller anden måde, men vi er afhængige af interessant indhold og finansiering af det i løbet af de næste par år, pointerer Ulla Tofte.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.148