23948sdkhjf

Ørsteds Hornsea 2 skal producere brint

Finansiering på plads til Gigastack-projektets anden fase, der skal demonstrere billig, CO2-neutral brint i industriel skala. Projektkonsortiet omfatter bl.a. danske Ørsted og deres Hornsea 2 havmøllepark

Det britiske erhvervs- og energiministerium har som en del af deres brintforsynings-konkurrence tildelt 7,5 mio. pund til anden fase af Gigastack-projektet, der er et nyt projekt vedrørende fornybar brint.

Gigastack-projektet, der ledes af ITM Power, Ørsted, Phillips 66 Ltd. og Element Energy, skal vise, hvordan fornybar brint produceret på havvind kan understøtte Storbritanniens mål om at blive klimaneutral inden 2050.

Det skriver Ørsted i en pressemeddelelse.

Udover Ørsteds centrale position i projektet, er det britiske Gigastack-projekt også på lidt længere sigt interessant i en dansk maritim sammenhæng. Dels med den danske regerings 70 pct. reduktionsmål for Danmarks CO2-udledning i 2030. Noget, der bl.a. indbefatter, at dele af skibsfarten skal anvende såkaldte e-fuels, der skal genereres med CO2-neutral produceret brint som en kernekomponent.

Og dels interessant fordi Det Blå Danmark allerede er en førende aktør inden for offshore vind. Et segment i energisektoren, der med det såkaldte Power-to-X, hvor overskydende vindenergi kan bruges til at producere brint, kommer til at spille en endnu større rolle i de kommende årtiers energinetværk.

Stakke på 5 MW

Brintproduktion har traditionelt været forbundet med høj CO2-udledning, men ved at bruge vedvarende energi, f.eks. fra en havvindmøllepark, kan processen med at producere brint fra vand via elektrolyse blive fuldstændig CO2-neutral. Energiintensive industrier og transportsektoren vil have muligheden for at reducere deres brændstoffers CO2-intensitet ved at anvende fornybar brint.

Som en del af Gigastack-projektets forundersøgelse, som blev færdiggjort i 2019, udviklede ITM Power designs til billige, modulopbyggede elektrolysestakke på 5 MW.
I den forbindelse samarbejdede ITM Power med Ørsted for at få en bedre forståelse af potentielle synergier med havvindmølleparker og med Element Energy om at udarbejde markedsanalyser og udforske forretningsmodeller for de første elektrolysatorer på 100 MW i industriel skala.

I projektets anden fase, som nu har modtaget finansiering fra det britiske erhvervs- og energiministerium, vil konsortiet gennemføre et FEED-studie (Front-End Engineering Design) af et elektrolysesystem på 100 MW, hvor der anvendes trinvise installationer med en nominel kapacitet på 20 MW.

Industriel kunde

FEED-studiet vil beskrive det faktiske design af et brintproduktionssystem, der er forbundet til en vindmøllepark og en industriel erhvervskunde, og basere sig på ITM Powers nye generation af teknologi inden for elektrolysestakke samt vedvarende energi direkte fra Ørsteds havvindmøllepark Hornsea 2, hvor den resulterende, fornybare brint leveres til en industriel erhvervskunde: Humber-raffinaderiet ejet af Phillips 66 Ltd.

En af Gigastack-projektets vigtigste målsætninger er at identificere og fremhæve lovgivningsmæssige, kommercielle og tekniske udfordringer, når det kommer til reel anvendelse af systemer til produktion af fornybar brint i industriel skala.

Som en del af anden fase vil ITM Power også installere og afprøve både deres næste generation af elektrolysestakke og de halvautomatiske produktionsmaskiner, der er nødvendige for at producere disse nye, store og billige stakke i stor skala og i stor volumen. Dette vil bidrage til valideringen af et komplet produktionssystem, der vil være i stand til at levere hundredvis af megawatt af elektrolysatorer pr. år.

Artiklen er en del af temaet E-Fuels og PtX .

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11