23948sdkhjf

Ny rekord for krydstogt i Danmark

I 2019 vil de danske krydstogthavne tilsammen sætte rekord med over 1,2 mio. gæster
Danmark er et populært land at besøge ad søvejen. I år vil de danske krydstogthavne fra Skagen i nord til Rønne i øst tilsammen sætte ny rekord med over 1,2 mio. gæster, skriver turismeorganisationen Wonderful Copenhagen i en pressemeddelelse .

Læs også: Markant krydstogtvækst i provinsen

Selvom København stadig er den største danske destination for krydstogt, stiger andel af krydstogtgæster, som besøger de øvrige havne rundt i Danmark. I år får havnene uden for hovedstaden for første gang nogensinde næsten en kvart million gæster samlet set.

Skibene, der lægger til i Danmark, sejler videre rundt i Østersøen, der ifølge Wonderful Copenhagen er en af de populæreste regioner på det globale søkort for krydstogtskibe. Østersøen er samtidig den region i verden, der har de strengeste miljøkrav til krydstogtskibe. Miljøkravene har bl.a. bevirket, at krydstogtskibene i Østersøregionen, og dermed i Danmark, siden 2015 har reduceret deres svovludledning med 90 pct.

Antallet af gæster i de enkelte havne i Danmark kan variere fra år til år, men i 2019 er der flere, der har markant fremgang. Ud over København er det eksempelvis Bornholm, Skagen og Fredericia.

- Den danske krydstogtsucces bliver mere og mere forankret rundt i landet som en kilde til omsætning i havnene og forretning i byerne som følge af de internationale gæster. I år kan vi forvente en positiv samlet effekt af krydstogtturismen i form af en omsætning på ca. 1,6 mia. kr. og 2.200 fuldtidsjob. Med besøgstallet for 2019 sætter vi i år ny rekord for både omsætning og jobskabelse, siger Claus Bødker, krydstogtchef i Wonderful Copenhagen, hvor netværket for den danske krydstogtbranche, CruiseCopenhagen, er forankret.

Oplever en større del af København

I hovedstaden strækker krydstogtsæsonen sig i år over mere end 200 dage fra start april til sidst i oktober, herudover kommer der julekrydstogt i december.

København havde i 2018 besøg af krydstogtgæster fra over 150 forskellige lande – lige fra Peru til Kenya og Sydkorea, men hovedparten af krydstogtgæsterne, både i København og i hele Danmark, kommer fra Storbritannien, Tyskland og Nordamerika.

En stor del af krydstogterne i Østersøen både begynder og slutter i København, hvor gæsterne derfor ofte har et længere ophold, som giver mulighed for at opleve en større del af byens og regionens udbud af bl.a. kulturarv, attraktioner og museer. I 2019 er der 158 krydstogter, hvor gæsterne både begynder og slutter rundrejsen i København.

De danske krydstogtdestinationer, der er samlet i CruiseCopenhagen, er København, Skagen, Aalborg, Aarhus, Fredericia, Kalundborg, Hundested, Helsingør og Rønne.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125