23948sdkhjf

Koldings borgmester taler for centralisering af havne

I Kolding kan borgmester Jørn Pedersen (V) fint leve med, at gods og arbejdspladser i Kolding Havn fremover finder vej til andre havne

De 5-600 skibe, der årligt anløber Kolding Havn, må med tiden finde et andet sted at lægge til. 

Det står klart, efter at et enigt byråd i Kolding i går meldte ud, at erhvervshavnen skal afvikles i løbet af de næste 25 år. Ifølge Koldings borgmester Jørn Pedersen (V) er beslutningen overordnet set et resultat af, at folkestemningen i løbet af de senere år har vendt sig imod bynære erhvervshavne. 

- De her bynære arealer, som fylder meget og bruges til relativt få arbejdspladser, har fået en større og større negativ betydning for borgeres opfattelse af en by, siger han til Søfart og oplyser, at drøftelserne om at lukke havnen har stået på de seneste måneder.

Læs også: Kolding Havn lukker: Direktør er chokeret og trist

I stedet skal havnens areal på 525.000 kvm bruges til by, boliger og rekreative områder. Der er ikke planer om en erstatning for havnen, der i 2017 håndterede 1,3 mio. ton gods og omsatte for lidt over 31 mio. kroner. Jørn Pedersen nævner dog muligheden for at etablere en tørhavn nær jernbanenettet i et industriområde i Vamdrup, hvor opbevaringsaktiviteter med fordel kan finde sted. 

Må gå til Fredericia

Han anerkender, at meget af aktiviteten i Kolding Havn vil gå til andre havne. Han mener dog, at det giver mere mening at centralisere havnedriften og lade varerne transportere til lagre længere inde på land, end at bruge store arealer i bymidter til opbevaring. 

- Det er jo den diskussion, der er. Jeg er jo fuldt opmærksom på, at nogle af de 182 arbejdspladser, der er på havnen, er nødt til at være på en havn. Og der kan jeg godt leve med, at de etablerer sig i Fredericia, og så er der andet, der etablerer sig her, siger Jørn Pedersen. 

Ifølge Kolding Havn er der 433 arbejdspladser på havnen, men ifølge Jørn Pedersen hører de 250 til hos emballagevirksomheden Smurfit Kappa, hvis arealer ikke er omfattet af kommunens nye plan. Han forventer, at antallet af arbejdspladser som følge af kommunens plan vil kompensere for de tabte arbejdspladser på havnen. 

- Det er jeg ikke i tvivl om. Der vil komme flere arbejdspladser, siger han med henvisning til to nyopførte bankdomiciler i nærheden af havnen, der har skabet omtrent 250 arbejdspladser. 

Læs også: Lejer: Plan for Vejle Havn er dødsstød

Han tilføjer dog, at det er en forsimplet måde at opgøre arbejdspladser på, da han er glad for hver eneste af de arbejdspladser, kommunen har. 

- Fakta er bare, at områderne bliver tilført større værdi med den her løsning. Det skaber selvfølgelig også noget liv på sin måde at have industri midt i byen, men det skaber bare også 33.000 lastbiler om året. 

Beslutning under radar

I en pressemeddelelse i går oplyste havnedirektør Anders Vangsbjerg Sørensen, at han var både chokeret og trist over byrådets beslutning. En beslutning, der kommer bare to uger efter, at havnen præsenterede en ny helhedsplan, der blandt andet rummede et ønske om udvidelser og skandinaviens første overdækkede bulk-terminal. 

Det kan undre, at kommunen har ladet havnen arbejde løs med en helhedsplan samtidig med, at byrådet drøftede muligheden for at lukke havnen. Ifølge Jørn Pedersen var det ene og alene havnen, der stod for at udarbejde den nye helhedsplan. 

- Og det er jo fint nok. Planen blev præsenteret for byrådet, og den fik de nogle spontane reaktioner på. Og så kan man jo sige, at reaktionen er klar og tydelig nu, at vi siger nej tak til udvidelser og nej tak til havnen på den længere bane. 

Hvorfor har I holdt planen under radaren indtil i går?

- Hvis vi spørger de 17 virksomheder på havnen, er svaret jo givet, for de ønsker ikke forandring. Og spørger vi borgerne, er svaret også givet, at de ønsker noget andet. Og så er det jo os som politikere, der skal sætte retningen, da det er kommunal jord. 

Har I lavet undersøgelser af, hvad borgerne mener?

- Nej, men artiklerne er jo utallige om borgere, der synes, at der skulle ske noget andet. Og jeg har aldrig før fået så mange positive tilkendegivelser fra alle mulige om, at det er visionært, og at det er den rigtige beslutning.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11