23948sdkhjf

Maersk Brokers togt på tørlastmarkedet fortsætter efter opkøb af Wonsild-andel

TØRLAST: Med en minoritetsandel i tørlastmæglerselskabet WS Dry tager Maersk Broker det første skridt i vækstplanen på tørlastmarkedet.
For alle med indsigt i den danske mæglerbranche kommer Maersk Brokers vilje til ekspansion på tørlast næppe som en overraskelse.

De overraskende åbne tilkendegivelser ad flere omgange i 2014 og 2015, om de strategiske overvejelser i et Mærsk-familieejet selskab, har nu ført til konkret handling med opkøb af en større minoritetsandel i det konkurrerende mæglerhus Wonsild.

Efter det kuldsejlede samarbejde med et andet dansk mæglerhus, Lightship, har Maersk Broker købt omkring 40 procent af ejerandelen af Wonsilds tørlastaktiviteter, og Maersk Brokers ledelse med Anders Hald, Claes Devantier og Henrik Franck indtræder samtidig i bestyrelsen af Wonsilds tørlastselskab WS Dry.

”Vi har haft et udtrykt ønske om at gro på vores tørlastaktiviteter,” siger Claes Devantier til Søfart og uddyber, at man allerede har ansat nye medarbejdere i Asien, og selvom aftalen med Wonsild blot er to uger gammel, har Maersk Broker stadig mod på mere tørlastvækst.

Håber på flere aftaler i 2016

”Vi vil forsætte vores investeringer inden for tørlast, så den dialog, vi har med andre selskaber, vil fortsætte, og jeg håber, det vil udmønte sig i nye aftaler i det nye år. For vi er ikke nær så stærke i Europa, som vi gerne vil være, men vi er blevet meget stærkere.”

Maersk Brokers ønske om at styrke tørlastaktiviteterne blev åbenbart for alle, da man tilbage i 2014 indgik et samarbejde med Lightship under det fælles navn LMB Bulk Chartering. Blot seks måneder senere blev samarbejdet ophævet efter uenighed om de strategiske mål og ambitioner, som det hed i juni 2015.

Læs også: Lightship og Maersk Broker ophæver samarbejdet på tørlastaktiviteter

Det tilbageslag fik ikke Maersk Broker til at lægge tørlasttankerne på hylder. Og allerede i august måned var Maersk Broker igen i markedet for at afsøge nye muligheder, og ambitionen var at vokse på et tørlastmarked, som lige nu oplever historisk svage fragtrater.

Wonsild var oplagt partner

Den vækst skulle komme enten organisk eller ved at indgå i forskellige former for samarbejde med andre eller lave investeringer i andre selskaber.

”Den oplagte partner vil være én, hvor der kan skabes større slagkraft for vores organisation. Det er på spotforretningen, vores organisation ikke er stærk nok. Og det skal være steder, vi organisatorisk ikke er så stærke, og det kunne være Europa,” lød vurderingen fra Maersk Brokers Claes Devantier.

Læs også: Maersk Broker har vendt skråen og opgiver ikke tørlastambitioner

Det skudsmål passede dengang, som nu, godt på tørlastkompetencerne i Wonsild. Dengang var svaret fra partner og direktør i Wonsild Bjarne Wium-Ullerichs til det direkte spørgsmål om et evt. samarbejde med Maersk Broker, at man ingen kommentarer havde.

Skifter i ejerkredsen

Det har man i dag, hvor samarbejdsaftalen er faldet på plads, og der er skiftet ud i ejerkredsen, så de tre tidligere ejere Peter Holbøll-Bagge, Anders Kjær-Petersen og Søren Hahnemann er trådt ud af ejerkredsen og erstattet med Maersk Broker Holding.

Bjarne Wium-Ullerichs fortsætter som direktør i Wonsild, der også fremover vil operere under eget navn og dermed være med i konkurrencen om flere af de samme kunder, som Maersk Broker arbejder med.

Hvorfor har Wonsild behov for det her partnerskab med Maersk Broker?
”Grundlæggende er det interessant at få en aktionær som Maersk Broker ind i kredsen, så vi kan sidde med de rigtige mennesker omkring bordet til at drive et mæglerhus i et historisk svagt marked,” siger Bjarne Wium-Ullerichs.

Hvilke konkrete forandringer medfører dette nye partnerskab for Wonsild?
”En del vil organisk vokse over tid, når vores medarbejdere i eksempelvis Singapore begynder at kende Maersk Brokers folk i Kina.”

”Men helt konkret kan vi nu samlet set servicere vores kunder bedre og på et andet niveau som en rigtig one-stop shop. Det betyder, at vi kan trække på Maersk Brokers information om nybygninger, second hand-markedet, projekter, Maersk Brokers financial services-selskab og hele research-teamet. Og det kan løfte vores service over for vores kunder.”

”Det betyder ikke, at alt nu bliver koordineret. Men vi har nogle muligheder de steder, hvor vi hver for sig er for små til at være en faktor, og vores fokus er på handy og supramax og panamax. Der vil vi kunne stå stærkere.”

Hvornår forventer I at se de første resultater af det nye partnerskab?
”Vi har lige lavet en forretning mellem Maersk Broker Beijing og Wonsild Singapore. Så hvor vi tidligere troede, vi var konkurrenter, kan vi nu godt finde ud af at lave noget sammen.”

Hvor længe har I arbejdet på denne løsning?
”Vi har vel intensivt arbejdet på det i et par måneder eller mere, men det betyder ikke, at vi ikke kendte hinanden inden,” siger Bjarne Wium-Ullerichs.

Wonsilds tørlastaktiviteter for regnskabsåret viste en markant fremgang på bruttofortjenesten fra fire mio. kroner i 2013/2014-regnskabet til 5,8 mio. kroner i det seneste regnskab. Bundlinjen blev på minus 318.000 kroner mod et minus på hele tre mio. året før, og valutaindtægter fra en stigende dollarkurs bidrog positivt.

”I et voldsomt udfordrende marked er vi i Wonsild ikke utilfredse med den generelle trend i vore resultater,” sagde direktøren til Søfart i september om årsregnskabet, som blev markant påvirket i positiv retning af en hastig udvikling på Wonsilds Singapore-kontor. Et kontor, som på to år er gået fra nul til ni medarbejdere, heriblandt en række tidligere Maersk Broker-folk.

Læs også: Singaporekontor og dollarkurs vender Wonsilds tørlastminus til næsten et plus
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094