Vagtskifte i toppen af Danmarks Skibskredit: Bankprofil afløser Erik I. Lassen efter 17 år på posten

Efter 32 år i Danmarks Skibskredit – heraf de seneste 17 år som administrerende direktør – overlader Erik I. Lassen roret. Kristian Skovmand bliver ny topchef for shippingbanken senest 1. januar 2026.
Erfaren bankmand med internationalt snit
51-årige Kristian Skovmand kommer fra en lederstilling i SEB, hvor han siden 2017 har haft ansvaret for bankens danske forretning med over 300 ansatte. Forud for det tilbragte han 15 år hos Morgan Stanley med fokus på fusioner og opkøb i Norden.
– Vi er glade for at kunne tiltrække en kapacitet som Kristian Skovmand og har fuld tillid til, at han vil videreføre og udvikle selskabets position i markedet, siger bestyrelsesformand Eivind Kolding i en pressemeddelelse.
Ros til afgående direktør
Erik I. Lassen fortsætter i stillingen, indtil ledelsesskiftet er gennemført. Eivind Kolding benytter lejligheden til at takke ham for indsatsen gennem tre årtier:
– Med en dedikeret, utrættelig, loyal og altid professionel indsats har han sikret selskabets stabile udvikling gennem skiftende markedsvilkår – til tilfredshed for både kunder, investorer og øvrige interessenter.
Erik I Lassen selv kalder det et privilegium at have arbejdet med skibsfinansiering i tæt samarbejde med nogle af verdens største rederier.
– Danish Ship Finance står i dag på et solidt fundament med lav risikoprofil, en stærk kundebase og en markant placering i det internationale marked, siger han.
Vil realisere det maritime potentiale
Kristian Skovmand fremhæver shippingbankens særlige position og ser frem til opgaven.
– Danish Ship Finance er en virksomhed med en unik rolle i international shipping, skabt af en specialiseret og kompetent organisation. Jeg ser frem til at bidrage til den videre udvikling og styrkelse af selskabets position.
– Jeg glæder mig til at bidrage til at realisere det fulde potentiale i selskabets maritime platform.