23948sdkhjf

Forsvarets frømænd og jægersoldater får ny operativ enhed

Oprustningen af Forsvaret rammer nu specialoperationsstyrkerne, hvor der skal investeres i en ny enhed

Endnu en gren af Forsvaret kan se frem til flere midler som en del af den milliarddyre oprustning af dansk forsvar.

Forsvarets specialoperationsstyrker i form af Jægerkorpset og Frømandskorpset får inden udgangen af 2026 en tredje operativ såkaldt squadron, der svarer til en enhed.

Det oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

- De danske specialoperationsstyrker er blandt de bedste i verden og er et strategisk værktøj, som regeringen kan indsætte til at løse helt centrale opgaver for sikkerheden både her i Danmark og rundt om i verden, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i meddelelsen.

Styrkelsen af specialoperationsstyrkerne finansieres af den såkaldte accelerationsfond.

Det er, hvad regeringen kalder den pulje penge, som har til formål at styrke det danske forsvar ekstraordinært i 2025 og 2026. I alt er der afsat 50 milliarder kroner i accelerationsfonden.

Forsvarsministeriet kan ikke oplyse, hvor mange midler der nu afsættes til specialoperationsstyrkerne. Det er heller ikke muligt at få oplyst, hvor mange soldater der indgår i en squadron i specialoperationsstyrkerne.

Mikkel Vedby Rasmussen, professor og forsker i væbnet magt på Københavns Universitet, forstår meldingen sådan, at "fremtidens soldater" nu skal bygges i elitestyrkerne.

De skal kunne mere selv

I dag fylder droner, missiler og avancerede kampfly nemlig mere og mere i krig, og det betyder, at eksempelvis de kampvogne, som hæren normalt ville sende afsted i en krigssituation, får sværere ved at operere og hurtigere bliver ødelagt.

- Der bliver derfor en større rolle at spille for specialiseret infanteri, der kan lidt mere selv, og som kan overleve under ekstremt vanskelige vilkår, siger Mikkel Vedby Rasmussen.

Han trækker tråde til konflikterne i Ukraine og Iran i disse dage, hvor specialstyrker, som opererer i det skjulte, spiller en stor rolle.

- Når israelerne har folk futtende rundt i Iran, tager de hul på fremtidens krigsindsats. Præcis som ukrainerne gør det, når de kører lastbiler ind i Rusland.

Det oplyses i pressemeddelelsen fra Forsvarsministeriet, at styrkelsen af styrkerne sker på anbefaling fra forsvarschef Michael Hyldgaard.

Inden han blev udnævnt til fungerende forsvarschef, var han chef for netop Specialoperationskommandoen.

Med de nye midler skal specialoperationsstyrkerne blandt andet i højere grad hjælpe politiet i dets opgaveløsning.

Det sker med et beredskab af operatører, der eksempelvis kan indgå i antiterrorberedskabet, lyder det.

Operationsstyrkerne skal også omsætte erfaringer fra krigen i Ukraine til operative løsninger.

Ud over Jægerkorpset og Frømandskorpset består specialoperationsstyrkerne også af Slædepatruljen Sirius i Grønland.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.065