Energiagentur maner til ro: Olielagre er godt fyldt for i år

Det flyder med olie på de globale markeder, og derfor bør den optrappede uro i Mellemøsten ikke give anledning til store bekymringer - i hvert fald ikke på den korte bane.
Det er meldingen fra det internationale energiagentur, IEA, ifølge Bloomberg News onsdag.
Det forudsætter dog, at der ikke kommer betydelige forstyrrelser i olieforsyningerne fra netop Mellemøsten. Her er fokus særligt rettet mod Hormuz-strædet, som olien transporteres igennem.
Ikke desto mindre betyder en lavere olieefterspørgsel kombineret med en øget produktion fra de olieproducerende lande i Opec+, at der er en "buffer", skriver Bloomberg News.
Ifølge IEA er olielagrene vokset med 1 mio. tønder om dagen siden februar, og samtidig har man sænket forventningerne til årets forbrug til 720.000 tønder om dagen.
- I fraværet af store forstyrrelser ser oliemarkederne for 2025 ud til at være velforsynede, skriver IEA ifølge Bloomberg.
De seneste dage er priserne imidlertid steget netop på uro i Mellemøsten og frygten for en yderligt eskalerende konflikt. Isreal har ifølge Bloomberg for første gang udført angreb mod iransk energiinfrastruktur, og det har givet øget uro og bekymringer.
Prisen på en tønde WTI-olie stiger onsdag 1,1 pct. til 72,54 dollar.
.\\˙ MarketWire