23948sdkhjf

Fuld fart på flåden - men bundlinjen ramt af global uro

Uni-Tankers’ overskud faldt med 24 pct. fra rekordåret før – men 2024 bød også på to nye skibe, rekordstor flåde og fokus på energioptimering

Efter et rekordoverskud i ryggen for året før har rederiet Uni-Tankers i dag fremlagt et regnskab for 2024 med et mere beskedent nettoresultat på 39,5 mio. dollar, mens omsætningen for andet år i træk er øget med 24 pct. 

Det fremgår af en pressemeddelelse fra rederiet, som specialiserer sig i søtransport af raffinerede olieprodukter, kemikalier og vegetabilske olier i de mindre og mellemstore skibssegmenter.

Det er tredje år i træk med overskud – og resultatet betegner rederiets topchef Per Ekman som en bekræftelse af, at den strategi, som i 2020 blev lagt for Uni-Tankers turnaround, virker.

– Vi har holdt fast i vores strategi, arbejdet målrettet og været dygtige til at læse markedet; og vi ser fortsat resultaterne af det lange, seje træk, vi har været igennem. Det er en præstation, hele organisationen kan være stolt af, udtaler Per Ekman. 

Markant flådevækst med nybygninger og ECO-skibe

Blandt hovedårsagerne til væksten er rederiets markante flådeudvidelse på 34 pct. de seneste fire år med vægt på moderne, miljøvenlige enheder. Uni-Tankers nuværende flåde på 47 skibe er nu den største i rederiets historie.  

I regnskabsåret 2024/25 blev det til to nye skibe i form af det ejede 'Selandia Swan' (2017) og det chartrede  'Tina M' (2024) - en 6. 000 dwt rustfri ECO-ståltanker og søsterskib til 'Fionia Swan' fra 2022, som udmærker sig ved ca. 25 pct. bedre brændstofeffektivitet end tilsvarende traditionelle tankere. 

Blandt Uni-Tankers energieffektive tankskibe er også ’Selandia Swan og nybygningen ’Marex Nina’, opkaldt efter medejeren af Uni-Tankers moderselskab, Nina Østergaard Borris. 

– Vores vækst bygger ikke kun på flere og større skibe, men også på strategiske investeringer, rettidig omhu og dygtige medarbejdere, siger Per Ekmann og takker organisationen for engagement og "et fremragende stykke arbejde". 

Kombinerer spot og lange kontrakter

Uni-Tankers baserer forretningen på ca. 50 pct. af sine aktiviteter i spotmarkedet og resten på længerevarende kontrakter. Den struktur har ifølge rederiet bevist sin styrke i det aktuelle marked præget af store markedsudsving som følge af geopolitisk uro. 

Rederiet har det seneste år oprustet sin globale tilstedeværelse og åbner til juli et nyt kontor i Singapore for at positionere sig stærkere i Asien.

Fokus på energioptimering 

Uni-Tankers arbejder aktivt med energioptimering af flåden og deltager i projektet Cleanship med blandt andre Teknologisk Institut og Mærsk McKinney Møller Center for Zero Carbon Shipping.

Indsatsen fokuserer på reduktion af CO2, installation af vindsejl og andre energibesparende teknologier på udvalgte skibe.

Trods geopolitiske spændinger og økonomisk usikkerhed i bl.a. Mellemøsten og USA forventer Uni-Tankers et resultat før skat for regnskabsåret 2025/26 på omkring 30 mio. dollar. 

Strategien for det kommende år vil være centreret omkring operationel effektivisering, digital udvikling samt tiltrækning og fastholdelse af talenter.

Om Uni-Tankers

  • Forretningsområde: Transport af kemikalier, olieprodukter og vegetabilske olier.
  • Flåde: 47 skibe (kerneflåde + chartrede skibe), inkl. ECO-skibe og nybygninger.
  • Bæredygtighed: Deltager i Cleanship-projektet med fokus på sort kulstof og vindsejl. 
  • Seneste resultat (2024/25): Omsætning: +24,4 pct. Nettoresultat: 39,5 mio. dollar.
  • Forventet resultat (2025/26): 30 mio. dollar før skat.
  • Global tilstedeværelse: Hovedsæde i Middelfart og kontorer i Danmark, Tyrkiet og fra juli 2025 i Singapore.
  • Ejet af: USTC (United Shipping & Trading Company), som er ejet af moderselskabet Selfinvest ApS, kontrolleret af grundlæggeren Torben Østergaard-Nielsen og døtrene Nina Østergaard Borris (ceo i USTC) og Mia Østergaard Rechnitzer (chief governance officer, cgo, i USTC).
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.076