Rederi vil have verdens største elfærge i vandet om få år

Det finske rederi Viking Line vil også være med på emissionsfri færgefart.
Derfor barsler rederiet netop nu med at indsætte en fuld elektrisk passager- og bilfærge på ruten mellem Helsinki og Tallinn.
Ambitionen er, at færgen skal have vand under kølen allerede i starten af 2030'erne, skriver rederiet i en pressemeddelelse.
Viking Line kalder deres nye grønne koncept Helios og har netop offentliggjort de første illustrationer af en fremtidig færge.
Med en batterikapacitet på cirka 85–100 megawatt-timer (MWh) vil Helios kunne transportere 2.000 passagerer over Den Finske Bugt på lidt over to timer. Fartøjet bliver 195 meter langt, 30 meter bredt og sejler med en hastighed på cirka 23 knob. Fragtkapaciteten ombord svarer til cirka 2.000 meter.
Helios er resultatet af et forskningssamarbejde mellem Viking Line, Rauma-værftet og andre partnere. Konceptet er specifikt designet til ruten Helsinki–Tallinn, da den 80 km (43 sømil) lange strækning er ideel til el-drevet færgetrafik.
Skibet oplades, hver gang det ligger i havn, og har behov for en ladeeffekt på over 30 megawatt-timer.
- Helios markerer begyndelsen på en ny æra inden for søtransport – på samme måde som de første sejl-, damp- og motordrevne skibe gjorde i deres tid. Konceptet beviser, at emissionsfri søtransport i stor skala ikke længere er en utopi, siger Jan Hanses, administrerende direktør for Viking Line.
- Verdens største fuldt elektriske passager- og bilfærger kan være i drift allerede i starten af det næste årti, tilføjer direktøren.
Fakta: Viking Helios
- Længde: Ca. 195 meter
- Bredde: Ca. 30 meter
- Energikilde: 100 % elektricitet
- Batterikapacitet: 85–100 MWh (kræver >30 MWh opladningseffekt)
- Fart: Ca. 23 knob
- Passagerer: Ca. 2.000
- Personbiler: Ca. 650
- Godskapacitet: Ca. 2.000 fragtmeter
Kilde: Viking Line
Store investeringer
Gennem årene har Viking Line investeret store summer i at udvikle flåden i en grønnere retning.
Da 'Viking Grace' blev leveret i 2013, var det verdens første passagerskib, der anvendte både LNG og biogas som brændstof.
I 2022 fik Viking Grace følgeskab af 'Viking Glory,' der var designet til at bruge op mod 10 pct. mindre brændstof end søsterskibet.
Emissionsfri søfart i Den Finske Bugt er desuden et højaktuelt emne for tiden blandt andet på grund af projektet FIN-EST Green Corridor, som er igangsat af byerne Helsinki og Tallinn.
Blandt stifterne og medlemmerne af projektet er også havnene i Helsinki og Tallinn, det estiske klimaministerium samt rederierne Viking Line, Rederi AB Eckerö og Tallink Grupp.
- El-skibsfart kræver ikke kun investeringer i skibe, men også effektiv og pålidelig ladeinfrastruktur i havnene. Hjemhavnen for de nye elektriske skibe bliver Jätkäsaari, hvor Helsinki Havn har et udviklings- og udvidelsesprogram, der løber frem til 2032. Fremskridtene i det projekt er helt afgørende for vores egne planer, siger Jan Hanses.
Allerede nu er størstedelen af passager- og godstrafikken fra Helsingfors Havn rettet mod Estland.
Ifølge havnens prognoser vil passagertal mellem byens vesthavn og Tallinn stige fra 5,5 millioner i 2024 til 11,6 millioner i 2040. Også godsmængderne forventes at stige markant.