23948sdkhjf

Produkttankgigant gearer ned - tjente 63 mio. dollar i første kvartal

Trods uro, toldkrig og lavere tankrater end for et år siden, har Torm siden marts set et bedre produkttankmarked - og indsnævrer forventningerne til sit helårsresultat

Fra optursstemning med historisk høje rater og indtjening til en halveret driftsindtjening og et dyk i nettoresultatet på næsten 70 pct.

Det beskriver udviklingen på bare 12 måneder for et af landets største rederier, produkttankkæmpen Torm, som i dag har fremlagt regnskab for første kvartal.  

Rederiets resultater for de tre første måneder af 2025 viser sig - som ventet - at være flere ligaer under niveauet for et år siden. Dengang sejlede Torms flåde på næsten 100 skibe til dagsrater, som i snit lå 38 pct. højere end i år. 

Torms topchef Jacob Meldgaard siger om den nye virkelighed: 

- Torm har leveret et solidt resultat for første kvartal i overensstemmelse med vores forventninger på trods af fortsat geopolitisk usikkerhed. 

Ratefald på 40 pct. på et år

I første kvartal i år sejlede Torms 91 sort-røde produkttankskibe 214 mio. dollar hjem i dagsrater, mod 331 mio. dollar i samme periode sidste år. 

Rederiets justerede driftsresultat for før af- og nedskrivninger (ebitda) for Q1 i år var på 137,7 mio. dollar, eller 48 pct. under niveauet for Q1 2024.  

De nye kvartalstal får Torm til at præcisere sine forventninger til sit resultat for hele 2025 til 400-600 mio. dollar, mod det tidligere estimat fra marts i år på 350-650 mio. dollar. 

Ikke ramt direkte af toldkrigen

Torm forventer ikke, at de amerikanske toldsatser direkte vil påvirke verdens olie- og olieproduktstrømme direkte.  Men indirekte kan USA's toldkurs betyde langsommere global økonomisk vækst. 

Omvendt ser rederiet, at strammere amerikanske sanktioner mod både Iran og Venezuela, som mange i markedet venter, kan gavne råolietankmarkedet positivt i form af større udnyttelse af verdens ikke-sanktionerede flåde. 

Og et styrket råolietankmarked vil gavne produkttank, fordi produkttankmarkedet siden sidste sommer har fået konkurrence fra store råolietankere. I jagten på højere rater har de i stor stil kastet sig over at sejle med produkttank. 

Og fornyet medvind til råolietank vil ifølge Torm mindske risikoen for, at skibene igen kaster sig over Torm og de andre rene produkttankrederiers domæne. 

Har solgt tre ældre skibe 

Nettoresultatet for første kvartal viser 62,9 mio. dollar, hvilket er over tre gange under bundlinjen for et år siden på 209,2 mio. dollar - men på niveau med resultatet for fjerde kvartal 2024. 

Resultatet for første kvartal er inklusive gevinster på 9,4 mio. dollar for salg af tre ældre MR-tankere fra 2005 -'Torm Ragnhild', 'Torm Resilience' og 'Torm Thames'. Fraregnet skibssalg lander kvartalets bundlinje på 53,3 mio. dollar. 

Til sammenligning indbragte skibssalg i første kvartal af 2024 Torm 17,2 mio. dollar, og periodens resultat fraregnet skibssalg lød på 193,7 mio. dollar - knap fire gange mere end bundlinjen for første kvartal af 2025.

Siden rederiet lukkede bøgerne for årets første tre måneder er endnu et skib, en LR2-tanker fra 2008 solgt fra, så flåden nu omfatter 91 produkttankere. 

Ser længere ton-mile afstande 

Produkttankraterne er faldet markant tilbage siden første halvår af 2024. 

Det skyldes blandt andet et fald i handelsmængderne på 30 pct. på de ruter, der er mest påvirket af forstyrrelserne i Det Røde Hav, oplyser Torm. 

Aktuelt har rederiet siden marts set et styrket marked med stigende produkttankrater som følge af nye stigninger i de såkaldte ton-mileafstande. Ton-milen udtrykker, hvor store afstande rederierne flytter deres laster over oceanerne. Stigende ton-mileafstande lægger beslag på flere skibe og presser spotraterne op. 

Ved udgangen af marts 2025 har skibsmæglere vurderet Torm-flåden på 91 skibe til en markedsværdi på 3.112 mio. dollar mod 3.502 mio. dollar for et år tilbage. 

Flådens nettoaktivværdi (NAV) - altså skibenes værdi fratrukket låneværdier - udgjorde sidst i marts 2.511 mio. dollar, som er 660 mio. dollar mindre ved udgangen af marts sidste år. 

TORM A/S
Beløb i mio. dollar 1. kvartal 2025 1. kvartal 2024 1. kvartal 2023
Omsætning 329,1 444,1 390,2
Time charter-ækvivalent indtjening (TCE) 214 330,7 265
Indtjening før finansielle poster (Ebitda) 137,7 265,8 198,5
Nettoresultat for perioden 62,9 209,2 153,6
TCE pr. dag (dollar) 26.807 43.152 41.717
Afkast af investeret kapital 10,3 pct. 33,8 pct. 29,2 pct.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.434