Forskningsskibet 'Dana IV' får ny direktør
En ny direktør er på vej til DTU Aqua.
Hun kommer fra instituttets egen række af forskere, hvor hun har været siden 2007. Siden er hun blevet udnævnt som sektionsleder og professor.
Der er tale om Anna Rindorf, der officielt tiltræder den 1. juni. Det oplyser DTU Aqua i en pressemeddelelse.
Det betyder samtidig, at forskningsskibet 'Dana IV' - og det kommende 'Dana V' - også får ny direktør.
DTU Aqua står for forskningsskibets daglige drift, ligesom de råder over det mindre fartøj 'Havfisken' og samt tre fartøjer - 'Egon P,' 'Fjordrejen' og 'Miss Fischer' i Limfjorden.
Fokus på havmiljø
Anna Rindorf bliver direktør for DTU Aqua på et tidspunkt, hvor byggeriet af 'Dana V' netop er gået i gang i Spanien.
Skibet skal - når det forventeligt står færdigt i andet halvår 2027 - kunne varetage de moniteringsopgaver, som Danmark er forpligtet til at gennemføre som del af EU’s Fælles Fiskeripolitik og bidrage til implementeringen af EU's miljødirektiver.
Og den nye direktør skal begå sig i en verden, hvor fokus på havmiljø og fokus på instituttets øvrige forskningsområder er stort. Og det stiller krav, siger hun:
- Der er lige nu en stor bevågenhed i befolkningen omkring, hvordan vi får størst mulig biodiversitet, mest mulig naturgenopretning og det bedst mulige erhverv i vores farvande. Det er store og vigtige spørgsmål, som vi skal være med til at besvare, siger hun.
Og særligt de nære udfordringer fylder netop nu, hvor verden udenfor Danmarks grænser er præget af usikkerhed, siger Anna Rindorf.
- Det bliver vigtigt, at vi kan støtte op om lokal fødevareproduktion og lokal innovation, så vi kan vokse videre på trods af den meget usikre verden, vi har i øjeblikket, slutter hun.
Blå bog: Anna Rindorf
- Ph.d. fra Københavns Universitet i 2004
- Forsker hos Danmarks Fiskeriundersøgelser 2004-2007
- Ansat på DTU Aqua siden 2007
- Diplom i organisation og ledelse fra CBS i 2013
- Sektionsleder for Sektion for Økosystembaseret forvaltning siden 2013
- Udnævnt professor i Ecosystem Approach to Marine Management i 2020
Kilde: DTU
Læs også:
DTU-direktør om 'Dana V': Selvfølgelig ville vi gerne have haft et dansk værft
Så landede kontrakten: Her skal Danmarks nye forskningsskib bygges