Jordskælv får betydning for det sidste af to ekstremt forsinkede kystpassagerskibe til Norge

Havila Kystruten skulle oprindeligt fra begyndelsen af 2021 havde dækket de fire af i alt 11 skibsslots på ruten, der er verdenskendt under navnet Hurtigruten, og er udbudt af den norske stat. Men her godt to år senere har rederiet fortsat kun indsat to af de fire skibe, ’Havila Capella’ og ’Havila Castor’.
Det er fortsat problemer i kølvandet på den oprindelige byggefinansiering via det russiske finansieringsselskab GTLK, der samarbejdede med det tyrkiske byggeværft, som skaber problemer.
Læs også: Norsk kystpassagerrederi træffer drastisk beslutning om el- og hybridbiler
Efter Ruslands angreb på Ukraine 24. februar sidste år, kom også russiske finansielle produkter og ydelser på EU's sanktionsliste, hvorfor Havila Kystruten siden har arbejdet med en refinansiering af de resterende to nybygninger for at kunne tage levering af dem fra værftet.
Force majeure-situation
Sagen om refinansieringen behandles i det irske retssystem, hvor der ifølge rederiet i en pressemeddelelse, nu er opstået en forsinkelse, der har fået rederiet til endnu en gang at skubbe idriftsættelsen af det tredje skib ’Havila Polaris’ på kystruten fra den 5. marts til den 7. april.
Læs også: Rusland: Hurtigrute-operatør håber på hurtig løsning efter tilbageholdelse i torsdags
Samtidigt har byggeværftet Tersan oplyst rederiet, at der er opstået en force majeure-situation med færdiggørelsen af det fjerde skib ’Havila Pollux’. Dette skyldes, at en stor del af værftets arbejdsstyrke er rejst til de jordskælvshærgede dele af Tyrkiet efter jordskælvet, der ramte landet mandag 6. februar, for at hjælpe med redningsarbejdet.
- Den tragiske jordskælvskatastrofe i Tyrkiet og Syrien har ramt hårdt, og på Tersan-værftet er et stort antal værftsarbejdere og mange, der arbejder med ’Havila Pollux’, rejst for at hjælpe i katastrofeområderne.
- Vi har fuld forståelse for den situation Tersan er i som følge af dette og har stor sympati for alle, der er ramt efter denne tragiske naturkatastrofe, siger Havila Kystrutens adm. direktør Bent Martini i meddelelsen.
Havila Kystruten oplyser, at det fjerde og sidste skib nu forventes indsat 27. maj i år.
Læs også: Nye EU-sanktioner mod Rusland rammer prisvindende kystpassagerskib