Nu går de første patienter ombord på verdens største civile hospitalsskib
Verdens største hospitalsskib 'Global Mercy' stævnede tirsdag ind i havnen i Dakar i Senegal. Herfra skal frivilligt sundhedspersonale ombord på det store skib hjælpe patienter fra to lande. Det er også det første skib i verden som fra begyndelsen er bygget som et civilt hospital.
Global Mercy er 174 meter i længden, 28,6 meter i bredden og skibets bruttotonnage er på 37.000. Skibet har 6 operationsstuer, 200 senge, et laboratorium, almene ambulatorier og øjen- og tandklinikker. Sygehusafdelingens samlede areal er 7.000 m2. Det skriver Mercy Ships i en pressemeddelelse.
'Global Mercy' og Mercy ships
- Er verdens største civile hospitalsskib.
- 'Global Mercy' er det første skib i verden, der fra begyndelsen er bygget som civilt hospital. Derudover er skibet unikt i sin form, da hun ud over at fungere som hospitalsskib fungerer som undervisningsskib med et stort auditorium og operationsstuer skabt til formålet.
- Op til 641 frivillige arbejder ombord ad gangen – nogle arbejder et par uger, andre i flere år ombord
- på skibet.
- Global Mercy er 174 meter i længden, 28,6 meter i bredden og skibets bruttotonnage er på 37.000.
- Skibet har 6 operationsstuer, 200 senge, et laboratorium, almene ambulatorier og øjen- og tandklinikker. Sygehusafdelingens samlede areal er 7.000 m².
- Mercy Ships’ flåde bestående af 'Africa Mercy' og 'Global Mercy' har tilsammen besætning fra flere end 60 nationer rundt om i verden.
- Det forventes, at 150.000 liv vil blive transformeret gennem kirurgi i løbet af de næste 50 år af 'Global Mercys' levetid. Derudover vil tusindvis af afrikanske sundhedsprofessionelle modtage træning og uddannelse ombord.
- I løbet af de næste fem måneder i Dakar forventes det, at flere end 800 operationer vil blive udført ombord, og at 25 pct. af patienterne vil komme fra Gambia.
- I 2023 forventer Mercy Ships at tilbyde træning til flere end 600 sundhedsprofessionelle.
Mercy Ships er en international humanitær hjælpeorganisation, som blev grundlagt i 1978. Det danske nationale kontor har eksisteret siden 2010. Mercy Ships arbejder ud fra hospitalsskibene 'Africa Mercy' og 'Global Mercy,' hovedsageligt i Vestafrika.
Mercy Ships giver gratis lægehjælp til verdens fattigste gennem sundhedsydelser, livsforvandlende operationer og kapacitetsopbygning.
Kilde: Mercy Ships
Flere hundrede frivillige
Globalt har fem milliarder børn og voksne ikke adgang til rettidig lægehjælp. Heraf bor hele 93 pct. i Afrika syd for Sahara. Det store antal er ifølge generalsekretær i Mercy Ships Danmark, Vibeke Hauge Førrisdahl, rystende og konsekvenserne for de mange mennesker er enorme.
- Helt konkret risikerer eksempelvis børn med læbe-ganespalter et liv i udstødelse fra deres lokalsamfund, og tilstanden kan gøre det svært – om ikke umuligt – at tage tilstrækkeligt med livsnødvendig næring til sig, fortæller Vibeke Hauge Førrisdahl i meddelelsen.
Det er derfor ikke hvilken som helst begivenhed, at Mercy Ships’ topmoderne og nybyggede hospitalsskib, 'Global Mercy,' på Valentinsdag den 14. februar kastede anker i Dakar, Senegal. Mens skibet var i Senegal i 2022 for at tilbyde træning til flere end 260 lokale sundhedsprofessionelle, er det i år første gang, at specialiserede operationer vil udføres ombord.

Med andre ord vil skibet kunne give sine første patienter nogensinde livsforvandlende behandlinger – og for første gang i Mercy Ships’ historie vil et af organisationens skibe desuden hjælpe hele to nationer fra én havn.
Én havn, to nationer
- Fra skibet vil folk gratis få operationer, som vil give dem helt nye chancer i livet, og vi vil sideløbende uddanne sundhedspersonale, så vi sammen med vores kollegaer i Senegal og Gambia kan bidrage til en bæredygtig udvikling af lokale sundhedssystemer, siger Vibeke Hauge Førrisdahl i meddelelsen.
'Global Mercy,' der er verdens største civile hospitalsskib, er specielt designet til både at være hospital og uddannelsescenter – med seks operationsstuer og avancerede uddannelsesfaciliteter, for eksempel et simuleringslaboratorium med virtual reality, træningsdukker og andre moderne træningsværktøjer.
Ligesom på søsterskibet 'Africa Mercy', som er tidligere storebæltsfærge, er livet på 'Global Mercy' som en global landsby – med mennesker fra godt 60 forskellige nationer ombord. Også flere danskere forventes at tage med ud på det nye, topmoderne skib i år.