Et skib lastet med omkring 1800 ton sojaskrå ligger på tredje uge for anker i Sallingsund omtrent midt mellem Nykøbing og Glyngøre. Ingen vil i øjeblikket tage ansvaret for, at lasten af foderstoffet er inficeret med salmonella.
- Det drejer sig om coasteren Eems Cobalt fra Holland. Den kom herop lørdag 22. oktober fra Hamborg og lagde sig på reden, fordi der var et andet skib i Nykøbing Havn. Jeg blev informeret om søndagen, om at der i Hamborg blev konstateret salmonella ombord. Derfor er skibet ikke blevet losset. Der er ikke fare på færde, for lugerne har ikke været åbnet, mens coasteren har sejlet i dansk farvand, siger skibsmægler Henrik Klitgaard Poulsen fra skibsmæglerfirmaet FL Knakkergaards Eftf. i Nykøbing.