23948sdkhjf

Bestseller-forfatter voksede op blandt søfolk: Her er dansk søfarts åndelige hovedstad

Søfarten er forsvundet fra danskernes bevidsthed. Men ikke i Marstal, hvor eventyrlystne og entreprenante søfolk udviklede sig til et aristokrati - som fortsat eksisterer. Forfatter Carsten Jensen introducerer dansk søfarts åndelige hovedstad

’Min nabo til venstre har sejlet 17 år på den japanske østkyst. Min nabo til højre kender alle Congoflodens bøjninger’. 

Ordene faldt i en artikel fra forfatteren Hermann Bang, der engang i begyndelsen af 1900-tallet besøgte Marstal på Ærø. 

Og det var de allestedsnærværende søfolk, som han skrev om. 

For her på Ærøs overdrev er søfartsidentiteten den dag idag så stærk, at den næsten kan skæres i blokke og sættes på ladvogn.

Men hvad er det egentlig for en størrelse, søfartsidentitet? Hvordan ser den ud? 

Dem der måtte mene, at spørgsmålet er luftigt og ukonkret, bør rejse til Marstal – en slags dansk søfarts svar på muslimernes Medina – en åndelig højborg. Et sted man kan rejse til for at komme tæt på dér, hvor det hele begyndte. 

Her er søfarten til stede helt inde i byen, og ikke bare bag trådhegnet i en erhvervshavn længere og længere væk fra bymidten.

I Marstal bliver søfarten sat så meget i scene, at det næsten ligner en besværgelse. I Marstal har søfarten materialiseret sig i mennesker og bygninger og ånd. Marstal overgår selv Nordby på Fanø, fynske Svendborg og Nyholm i København. 

Aristokratiet

Spørger man i Markgade, i et typisk skipperhus, hvor forfatteren Carsten Jensen bor i sommermånederne, er der ingen tvivl om, at Marstal er øverst i søfolkenes hierarki. 

- Den dag i dag udgør Marstal-søfolk en form for aristokrati i søfarten. Jeg vil vove den påstand, at hvis du kigger på de danske styrmænd og kaptajner hos Mærsk, Torm og de andre danske rederier i langfarten, så er der en overrepræsentation af folk fra Marstal, forklarer Carsten Jensen.

Den anerkendte forfatter slog igennem som en slags dansk søfarts kronikør i 2006 med romanen ’Vi, de druknede’, en episk mammutberetning med fokus på Marstal og søfarten. Søfart møder ham på terrassen i solen på en af de sidste dage inden forfatteren afslutter sig årlige sommerophold på Ærø for at vende hjem til København. 

Hyldest

Carsten Jensen taler engageret om søfolkenes Marstal.
- Skønt rederiet A.P. Møller-Mærsk har sit ophav i Svendborg, fornemmer man jo tydeligt, at rederiet har en særlig veneration for Marstal. Et af deres triple E-skibe er hjemhørende i Marstal.

’Marstal Mærsk’ sejlede således helt ekstraordinært til Marstal og lå for anker uden for byen som en hyldest, da byen fejrede sit 500-års-jubilæum (øvelsen krævede, at rederiet måtte tegne en særforsikring for at få lov til at afvige så markant fra de oceangående ruter og kaste anker i Marstal Bugt, red.). 

- Marstal har navigationsskolen, som jo er vigtig for byen, og altid har sørget for, at byen har fået en blodtilførsel af maritime fagfolk. Mange af de unge, der læser på navigationsskolen vender senere tilbage og bosætter sig i Marstal, forklarer Carsten Jensen. Man kunne tilføje, at Marstal fortsat lægger areal til et reparationsværft.

Et stort maritimt forsikringsselskab har fortsat kontor i byen. Og hvis en besøgende skulle misse søfartens betydning i Marstal, bliver han straks konfronteret med byens søfartsmuseum, som troner selvbevidst på byens bedste adresse ved havnefronten. 

Søfarten forsvundet

Fra Carsten Jensen får man med andre ord ingen ammunition til den anden fortælling: Nemlig at Marstal på mange måder er endt som et maritimt frilandsmuseum med sine skonnerter med hollandske turister, det bagudskuende søfartsmuseum og de kreative værksteder i de fabrikker, hvor der engang blev smedet skibsmotorer og gearkasser. 

I dag er de små coasterrederier som bekendt for længst – stort set alle – forsvundet fra byen. I havnen – hvor der i slutningen af 1800-tallet kunne ligge flere hundrede fragtskibe til overvintring – er der i dag stort set ingen erhvervsmæssig aktivitet. De store rederier har skinnende domiciler i København og Hellerup. Deres skibe kommer sjældent i nærheden af danske farvande.

Og Marstal kan derfor også betragtes som et billede på, at søfarten ikke i længere fylder nævneværdigt i danskernes bevidsthed. Ikke engang Marstal har kunnet undslippe den almindelige ’fjerntliggørelse’ af søfarten. Marstals rolle som maritimt centrum er svundet ind. Rederierne er forsvundet, motorfabrikken er lukket og erhvervshavnen er blevet overtaget af fritidssejlere i alle størrelser. 

Nej, lyder det fra Carsten Jensen. Søfarten er fortsat levende og nutidig her på Ærø. 

- De mange søfolk, som er bosiddende her, samt navigationsskolen er med til at fastholde en ægte selvbevidsthed som søfartsby. Og det er en stærk identitet, fastslår Carsten Jensen. 
Grundlagt af jordløse

Carsten Jensen er født – og havde sine første barneår – i Marstal. Senere rykkede familien til Aalborg. 

Forfatteren hæfter sig ved, at Marstal er en af de få byer, der ikke er grundlagt af bønder, men tværtimod jordløse – af historikerne kaldet strandsiddere eller fribyttere - der yderst på Ærø i 1500-tallet fandt et skrånende landskab, som ingen havde ulejliget sig med at opdyrke, og hvor man derfor kunne grundlægge en by. Og være sig selv. 

- De jordløse og dermed mest maginaliserede. Dem, der ikke havde noget at dyrke. Herude etablerede de Marstal. Herefter var de ikke længere de fattigste blandt bønderne, men udviklede sig til søfolk, forklarer Carsten Jensen. 

Barndom med søfart

Carsten Jensen oplevede det også i sin barndom i de første år i skolen. 
- I min klasse var flertallet af børnenes fædre sømænd. Dem, hvis far ikke var sømand, blev set ned på. Deres fædre var ikke rigtige mænd. 

Og Carsten Jensen erindrer opstandelsen, når fædrene kom hjem efter måneder eller år til søs. 

- De kom hjem totalt amerikanisereede med karseklippet hår og delte ud af legetøj man slet ikke kunne få i Danmark. Og så skulle man hurtigt afsted til bodega Toldbodhus og feste. Og vi drenge blev slæbt med og sad i hjørnet og drak en citronvand og iagttog fædrene. 

- Fædrene opførte sig egentlig mere som storebrødre, når de kom hjem til Marstal. Jeg tænkte heller ikke på min far som en traditionel far. Det var min mor, der kørte familien. 

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.125