Røde tal på Sydfyn: Rabatter gav ikke flere passagerer

Trods lavere billetpriser sejler de sydfynske kommunale færger mod røde tal.
En regnskabsopgørelse fra Erhvervs- og Turismeudvalget i Svendborg viser et underskud på 930.000 kroner for færgedriften i 2024.
- Vi havde håbet, at en prisnedsættelse ville få flere passagerer til at tage færgen – men det er desværre ikke sket siger udvalgsformand John Arly Henriksen (S) til Fyens Stiftstidende.
Kommunen fjernede sidste år det midlertidige brændstoftillæg som en del af et politisk ønske om at styrke turismen til øerne. Passagertallene faldt dog fortsat, blandt andet med 12,1 procent på 'Højestene' og 18,1 procent på 'Hjortøboen'. Kun den historiske Sundfærgen Helge havde fremgang – med en stigning på 14,5 procent.
Nu vil formanden have undersøgt, om der ligger mere bag end økonomi bag fynboernes manglende interesse for færgerne.
Af underskuddet er 180.000 kroner dækket gennem effektiviseringer og budgetomplaceringer, men de resterende 750.000 kroner skal findes i forbindelse med budgetforhandlingerne til efteråret.
- Det er kommunens pligt at sikre færgeforbindelser til øerne. Men vi bliver nødt til at se på, hvad der er økonomisk forsvarligt, understreger han og åbner for, at færre afgange eller prisstigninger kan komme på tale, siger han.