23948sdkhjf

Mærsk fejrer 135-års jubilæum for det berømte logo: Det startede med en bøn til gud fra skibsdækket

Mærsk-stjernen fylder 135 år. Den har dermed oprindelse et godt stykke tid før, at A.P. Møller Mærsk blev etableret. Herunder kan du læse den meget personlige historie, som stjernen er opstået af.

I denne uge fejrer A.P. Møller Mærsk et jubilæum.

Det er 135 år siden, at virksomhedens berømte logo for første gang blev sat på et skib. Det skete, da kaptajn Peter Mærsk Møller - far til A.P. Møller -  i 1886 overtog sit først dampskib SS LAURA. Den sorte skorsten blev omgivet af en lyseblå farve med en hvid syvtakket stjerne. Mærsk-stjernen.

Der verserer mange sejlivede myter om det berømte logo og de syv takker. Nogle mener, det repræsenterer, at ugen består af syv arbejdsdage. Det har vist floreret mest blandt søfolkene ombord på skibene. Andre mener, det repræsenterer de syv verdenshave.

Men bag de mange rygter gemmer der sig en følsom historie om stjernen. Det fortæller cand.mag. Charlotte Andersen, der er historiker ved A.P. Møller-Mærsk.

- Stjernen er valgt på en meget personlig baggrund. Det går tilbage til 1884, da Peter Mærsk Møller arbejder for en engelsk skibsreder. Han har sin kone Anna Møller med på et af togterne, og hun bliver meget syg, fortæller Charlotte Andersen.

Det efterlader et stort indtryk på den dybt religiøse Peter Mærsk Møller, som føler, han bærer et ansvar.

Fakta: Den Mærsk-blå farve

Ligesom stjernen går tilbage til 1886, gør den Mærsk-blå farve også. Den pryder i starten skorstenene

I 1955 bliver den blå farve også introduceret som skibsfarve på tankskibet REGINA MÆRSK.

Farven er i dag varemærkeregistreret under navnet ”Pantone Maersk Blue”.

Det skete  i 2019, da Patent- og Varemærkestyrelsen gav Mærsk eneret til at bruge lige præcis den farvekode

- Peter går op på dækket og beder til gud om, at hun bliver rask. Han beder også om at få et tegn fra gud, og så viser stjernen sig på himlen.

 To år senere stifter Peter Mærsk Møller dampskibsselskabet ”Laura”.

Et brev afslører stjernens oprindelse

Stjernen kommer til som logo, og i et brev til Anna Møller skriver rederen udtrykkeligt, hvorfor netop det er valgt:

"Den lille stjerne på skorstenen er et minde om den aften, jeg så nedtrykt og ængstelig bad for Dig og bad om det tegn at måtte se en stjerne på den grå overbetrukne himmel, et minde om: Herren hører bønner," lyder det i brevet dateret til 6. oktober 1886.

Mærsk-stjernen har således repræsenteret familievirksomhederne før, at A.P. Møller-Mærsk blev etableret, dengang under navnet Dampskibsselskabet Svendborg. Det fik sin opstart i 1904, så derfor kan stjernen fejre 135-års jubilæum tidligere end selve virksomheden.

Det bliver i denne uge markeret med opslag på de sociale medier, men begivenheden bliver også fejret internt.

- De ansatte har op til jubilæet kunne dele historier med os om, hvad stjernen repræsenterer for dem. Stjernen er for nogle en ledestjerne, som repræsenterer de værdier, vi har i Mærsk. Den repræsenterer også for mange en stolthed over at arbejde for virksomheden, siger Charlotte Andersen.

- Det er meget unikt

Selve stjernen har lignet sig selv siden 1886, men i 1972 får den de runde kanter, som man i dag kender fra alverdens containere. Tilføjelsen kom ifølge historikeren for, at logoet vil se ens ud på alle de overflader, den pryder. 

Historien melder ikke noget om, hvad de syv takker symboliserer. Dermed kan vandrehistorierne om de syv arbejdsdage og verdenshave leve videre.

Mange rederier havde på tidspunktet stjerner som logo, men Charlotte Andersen er meget begejstret for netop Mærsk-stjernen.

- Det er meget unikt, at den har sådan en personlig historie knyttet op på sig.

I denne artikel kan du læse baggrunden for de navne, som rederiet vælger at give sine skibe. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.47