23948sdkhjf

Danske Maritime roser politisk hjælp til eksport

Der er rosende ord fra Danske Maritime til den politiske aftale, som blev landet den 15. juni. 

I en pressemeddelelse understreger brancheforeningen, at der for en eksportindustri som den maritime branche er særligt fire elementer i aftalen, som er væsentlige at bide mærke i.

Det gælder for det første, at der bliver oprettet en statslig fond, der som investor kan bidrage til at styrke kapitalgrundlaget i større danske virksomheder.

For det andet har parterne afsat yderligere 500 mio. kr. i 2020 til en eksportpakke, herunder til opfølgning på genstartsteams. Desuden bliver der etableret en genstartsfond i regi af Vækstfonden på 3 mia. kr., som skal sikre økonomisk ro i ellers sunde virksomheder med behov for en kapitalindsprøjtning.

Og for det fjerde forhøjes virksomhedernes fradrag for udgifter til forskning og udvikling midlertidigt til 130 pct. i perioden 2020-2021 med et loft på 50 mio. kr. over, hvor meget en enkelt koncern kan få i merfradrag som følge af forøgelsen.

De nye tiltag kan gøre en forskel for den maritime industri, siger Danske Maritimes adm. direktør Jenny Braat.

- Den øremærkede hjælp til eksportindustrien er helt sikkert et skridt i den rigtige retning. Der venter et langt sejt træk for at sikre den danske eksport, og den politiske opbakning er meget afgørende. Mister vi danske eksportindtægter, har det voldsomme negative konsekvenser for samfundsøkonomien og beskæftigelsen i Danmark – konsekvenser, som rækker år frem i tiden, siger hun i pressemedddelelsen.

Hun gør dog samtidig opmærksom på, at der fra både Folketingets og EU’s side er grund til at tænkte endnu videre. Det gælder for eksempel behovet for at stille flere grønne krav til skibsfarten, hvilket både kan skabe en sundere klode og vækst i Danmark, hvor vi er førende inden for energieffektivisering, driftsoptimering af skibsfarten og klimavenlig skibsbygning.

- I den forbindelse er der også brug for mere målrettet forskning, og meget gerne også et udviklings- og demonstrationsprogram for maritime løsninger. Dette kan ligeledes kædes sammen med mere gennemtænkte og grønne offentlige udbud, og slutteligt vil vi gerne tale om økonomi, hvor der er brug for bedre finansieringsmuligheder og for at gentænke beskatningen af danske medarbejdere, som har hele verden som deres arbejdsplads, og som for virksomhederne er meget vigtige at kunne beholde, fordi de sælger Danmark i udlandet og bringer vigtig viden med hjem. Så aftalen er fin, men nu skal vi bygge videre på de gode intentioner, siger Jenny Braat.

Læs også: Ny aftale giver hjælp til udfordrede rederier

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11