23948sdkhjf

Sanktioner mod Venezuela kan booste tank-rater

USA's seneste sanktioner imod Venezuela kan vise sig at presse tank-raterne i vejret. 

Ifølge Tradewinds betyder sanktionerne, der er rettet imod Venezuelas nationale olieselskab PDVSA, at USA i realiteten blokerer for import af råolie fra det uro-plagede sydamerikanske land. En import, der i 2018 udgjorde 503.000 tønder om dagen i gennemsnit. 

Set med optimistiske briller kan det booste tankraterne på to måder. Dels er der en sandsynlighed for, at raffinaderierne i USA vil begynde at importere råolie fra Mellemøsten. Der er ca. 2.100 sømil fra Venezuela til USA, men ca. 12.500 sømil fra USA til Saudi-Arabien. 

- Hvis vi antager, at 500.000 tønder råolie dagligt skal flyttes 10.000 sømil længere, vil effekten på udnyttelsen af tankflåden stige med 1,8 pct. og løfte VLCC-rater med imellem 10.000 dollar og 35.000 dollar om dagen, siger Clarksons Platou Securities til Tradewinds. 

Samtidig skal Venezuela finde en aftager til den råolie, USA indtil nu har importeret. Her er Kina det mest oplagte bud, hvilket også vil øge efterspørgslen efter tankskibe. 

Omvendt er der også forhold, der taler imod det positive scenarie. For med sanktionen mister de amerikanske raffinaderier også Venezuela som aftager af de raffinerede produkter, og spørgsmålet er så, om der er forretning i at hente råolie langvejs fra.

Endelig er der muligeheden for at bruge råolie fra USA og Canada, som dog ikke svarer til den kvalitet, raffinaderierne er vandt til at få fra Venezuela. 

For den venezuelanske eksport er problemet, at råolie til Kina snarere bliver brugt til at afdrage på gæld end til at generere de kontanter, som landets regime har hårdt brug for. Derfor er det ikke noget attraktivt alternativ til USA som aftager.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125