23948sdkhjf

Besætning flygtede i sikkerhed: Pirater boardede Torm-skib

Pirater angreb lørdag morgen et danskejet tankskib i Guineabugten ud for Benins kyst. Da tankskibet 'Torm Alexandra', der er ejet af det danske rederi Torm, blev angrebet, blev skibets nødberedskab aktiveret, mens besætningen flygtede til skibets sikkerhedsrum.

Der var ingen danskere ombord på skibet, der sejler under Singapore-flag. Besætningen består af 19 filippinske statsborgere og en person fra Montenegro.

Lørdag formiddag var det uvist, om piraterne stadig var ombord på skibet. Alle besætningsmedlemmerne var dog i sikkerhed og ved godt mod, oplyste Joakim Nørholm Vasehus, kommunikationschef i Torm.

Alle flådefartøjer i området blev varslet, da 'Torm Alexandras' nødberedskab blev aktiveret, og et skib fra den italienske flåde kom for at hjælpe. Efter at have undersøgt skibet grundigt har den italienske flåde lørdag aften dog kunnet bekræfte, at piraterne var flygtet fra skibet.

- Besætningen kunne dermed forlade sikkerhedsrummet og har igen kontrol over skibet, oplyser Joakim Nørholm Vasehus i en mail.

Skibet var på vej sydpå fra Lomé i Togo til Libreville i Gabon langs den afrikanske vestkyst ved Guineabugten, da det blev angrebet.

Bugten har oplevet en markant stigning i piratangreb og kidnapninger de seneste år, hvor der i 2019 var 121 kidnapninger. Det fik i februar Danske Rederier til at kræve politisk handling, og i marts blev sikkerhedsniveauet hævet i området fra niveau et til to af Forsvarskommandoen.

Rederiet Torm oplyser, at besætningen vil blive tilbudt den nødvendige støtte og krisehjælp.

- Rederiet har gennem hele dagen været i kontakt med besætningens nærmeste, skriver Joakim Nørholm Vasehus.

Torm takker både de myndigheder, som har hjulpet i løbet af dagen, herunder den italienske flåde.

- Endelig vil vi gerne sende vores tanker til besætningen, som har udvist stor styrke og mod i denne ekstremt vanskelige situation, skriver kommunikationschefen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125