23948sdkhjf

Johan Uggla får ny rolle i Mærsk-gruppen

Mærsk-arvingen Johan Uggla bliver ny chef for Maersk Training, som uddanner offshore-medarbejdere i sikkerhed. Hans forgænger, Claus Bihl, stopper efter 37 år i Mærsk-koncernen
Johan Uggla udnævnes pr. 1. oktober til ny adm. direktør for Maersk Training, som uddanner offshore-medarbejdere i sikkerhed.

Det fremgår af en intern meddelelse, som Søfart er i besiddelse af. Her fremgår det samtidig, at Claus Bihl stopper som adm. direktør for Maersk Training efter mere end 17 år i selskabet og sammenlagt 37 år i Mærsk-koncernen.

Johan Uggla er barnebarn af den afdøde skibsreder, Mærsk Mc-Kinney Møller og den ældste af datteren Ane Mærsk Mc-Kinney Ugglas to sønner. Han har tidligere haft forskellige stillinger i Mærsk-konglomeratet.

Senest var den ingeniør-uddannede Johan Uggla chef for Mærsks havneforretning, APM Terminals i Aarhus fra 2011. En stilling han forlod 1. november 2016 for at gå på barselsorlov. Dengang oplyste Mærsk-gruppen, at han ville vende tilbage til en ny stilling i Mærsk-gruppen efter nytår.

Læs også : Johan Uggla forlader APM Terminals i Aarhus

Johan Uggla ser ifølge meddelelsen frem til de nye udfordringer med 'forventning og respekt'.

- Jeg ser frem til at fortsætte Maersk Trainings imponerende rejse og yderligere udvikle og positionere Maersk Training til fremtiden, udtaler han.

Johan Uggla er 41 år og gift med den tidligere Venstre-politiker, Laura Hay, som har været rådmand i Aarhus. Hun droppede dog den politiske karriere efter giftermålet ind i Mærsk-familien i 2012. Parret har tre børn og bor i Aarhus.

Claus Bihl fortsætter en tid endnu som rådgiver i Maersk Training.

Maersk Training er et helejet datterselskab i Mærsk-gruppen. Ifølge den seneste årsrapport forfulgte Maersk Training indtil 2015 'en aggressiv vækststrategi'. Men krisen i offshore-markedet har i de seneste år haft afsmittende effekt på selskabet, som har set sit marked skrumpe med op mod 50 pct., og i 2016 måtte Maersk Training notere et underskud på godt 35 mio. kr.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156