Johan Uggla forlader APM Terminals i Aarhus
Mærsk-arvingen et gået på barselsorlov og vil derefter tiltræde en ny stilling i Mærsk-gruppen. Hans afløser er på plads.
Lang karriere hos Mærsk
Fremgang for havneselskabet
Johan Pedersson Uggla forlod 1. november sin stilling som adm. direktør for APM Terminals for at gå på barselsorlov. Når han vender tilbage efter nytår, bliver det til en ny stilling i Mærsk-gruppen, oplyser APM Terminals kommunikationsdirektør, Thomas Boyd, til Søfart. Afløseren til chefposten hos APM Terminals i Aarhus er allerede på plads. Det er Steen Davidsen, som har omfattende erfaring i virksomheden, herunder som adm. direktør for APM Terminals i Bahrain, APM Terminals Poti, Georgien og Cai Mep Intl. Terminal i Vietnam. Steen Davidsen har desuden haft operationelt ansvar hos Maersk Line og i det tidligere Maersk Logistics-selskab Mercantile - nu Damco. 40-årige Johan Uggla, som er barnebarn af den afdøde skibsreder, Mærsk Mc-Kinney Møller, og den ældste af datteren Ane Mærsk Mc-Kinney Ugglas to sønner, overtog roret i Mærsks aarhusianske havneforretning i 2011. Han er uddannet ingeniør og var ansat i APM Terminals i Brasilien, før han kom til Aarhus. Inden da var Johan Uggla på APM Terminals' hovedkontor i hollandske Haag. Ved sin tiltrædelse i Aarhus erklærede Mærsk-arvingen, at hans målsætning var at være med til at dreje både den danske eksport og importen, så den i højere grad kommer til at foregår via Aarhus Havn i stedet for via Hamborg. "Faciliteterne i Aarhus er rigtig gode, og kunderne skal i hvert fald ikke vælge andre muligheder, før de ved alt om, hvad Aarhus Havn og vi kan gøre for dem," lød det fra ham dengang. Siden er det kun gået den rigtige vej for havneselskabet, både på top- og bundlinje. Omsætningen i APM Terminals - Aarhus A/S er således vokset fra 298 mio. kr. i 2011 til 350 mio. kr. i 2015, mens driftsindtjeningen er tredoblet fra godt 20 mio. kr. til 60 mio. kr. i samme periode, viser det seneste regnskab. APM Terminals Aarhus er en del af Mærsk-gruppens havneselskab, som driver et globalt netværk af 72 havneterminaler og 140 indenlandske serviceoperationer med aktiviteter i 69 lande. Lillebroren Robert M. Uggla forlod i sommer stillingen som adm. direktør i Mærsk-rederiet Svitzer til fordel for en posten som adm. direktør i A.P. Møller Holding. Johan Uggla blev i september 2012 gift med Venstre-politikeren Laura Hay, som dengang var rådmand i Aarhus. Hun droppede dog den politiske karriere efter giftermålet ind i Mærsk-familien.