23948sdkhjf

'Georg Stage' sejlede fra København med vægt på en mangfoldig besætning

VINKEDAG: Da skoleskibet 'Georg Stage' tirsdag begav sig ud på det årlige togt i Nordatlanten, var det med vægt på, at besætningen skal komme fra vidt forskellige baggrunde, fortæller kaptajn.
Masterne var fyldt med orangeklædte skibselever, da 'Georg Stage' tirsdag forlod Amaliekajen i København for at begive sig ud på skoleskibets årlige togt. Og de 53 regnvåde elever, som skal med på togtet i Nordatlanten, er udvalgt specielt til at repræsentere et bredt udsnit af befolkningen.

”Vi går efter at udvælge en så bred besætning som muligt. Omkring en tredjedel kommer fra gymnasiet, en tredjedel har en eller anden erhvervsuddannelse, og så har den sidste tredjedel gået i 9. eller 10. klasse. Nogle år kan det faktisk være en ulempe at have gået på gymnasiet, fordi vi gerne vil have nogle med forskellige baggrunde,” siger Bjarke Wahlquist, kaptajn på 'Georg Stage'.

De elever, der har gymnasiebaggrund, kan efter togtet starte på Simac og forfølge en karriere som maskinmester, skibsofficer eller skibsfører, men på 'Georg Stage' vil man også gerne uddanne dem, som vil direkte ud og arbejde som ubefarne skibsassistenter. Det adskiller 'Georg Stage' fra landets andet skoleskib, 'Danmark', vurderer Bjarke Wahlquist.

”Som jeg ser det, så tager 'Danmark' i højere grad gymnasieelever. For eksempel kan det være et problem for nogle, at alt der foregår på engelsk. Her på 'Georg Stage' har vi også engelskundervisning, men det meste af kommunikationen foregår på dansk, så på den måde kan vi favne bredere,” siger Bjarke Wahlquist. 

Vil se, hvad livet til søs bringer

Mens han ventede på, at familien skulle komme og vinke farvel, stod Matias Bach Skiffard ved 'Georg Stages' midterste mast og fyldte sin pibe. Med sine 17 år er han en af skibets yngste elever, og han har derfor endnu heller ikke anden uddannelse end folkeskolen. 

”Jeg har arbejdet i nogle år som bud hos Bring Express, men nu vil jeg gerne prøve noget nyt. Nu skal jeg se, hvad livet til søs bringer, men sådan noget som at komme ud på en boreplatform, tror jeg, kunne være spændende,” sagde Matias Bach Skiffard.

Om han vil uddanne sig yderligere, når han er færdig på 'Georg Stage', ved han endnu ikke, forklarede Matias Bach Skiffard, inden han stoppede piben i lommen og begav sig ud i regnen for at lede efter sin familie. 

Arkitekt søger sejlerfaring

I den anden ende af 'Georg Stages' alders- og uddannelsesskala finder man norske Mette Vige Kristoffersen. Hun er 23 år og har, efter at have læst i 2,5 år, sat sit arkitektstudie i Oslo på standby for at deltage i årets togt. Norge har ikke skoleskibe på samme måde som Danmark, så derfor har hun, i jagten på en drøm, været nødt til at søge sydpå.

”Jeg håber, at jeg en dag som skibsdesigner kan kombinere mit arkitektstudie med det at sejle. Men lige nu glæder jeg mig bare til at få noget sejlerfaring. Jeg overvejer også at søge ansættelse på et sejlskib i Norge, så i den forbindelse er det også rigtig god erfaring,” sagde Mette Vige Kristoffersen. 

Hun glæder sig til at blive en del af et fællesskab med mange forskellige baggrunde. 

”Det er noget af det, der er så fint ved at arbejde på et skib. Når vi tager uniform eller de her orange regnsæt på, så er det eneste, der spiller en rolle, om vi bidrager eller ej,” sagde Mette Vige Kristoffersen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078