23948sdkhjf

Var styrmanden faldet i søvn?

Norsk politi har informationer om, at styrmanden sov kort før dramatisk grundstødning

Det kan have været en sovende styrmand, som var skyld i, at et containerskib torsdag gik på grund lige ved siden af en privatbolig ud til Trondheimsfjorden i Norge.

Det siger politiadvokat Kjetil Bruland Sørensen til det norske nyhedsbureau NTB fredag.

- Jeg kan bekræfte, at politiet indledningsvis har fået oplysninger fra andre, som var om bord, om, at han sov, siger Bruland Sørensen.

Den mistænkte er ikke kaptajn, men havde ansvaret for skibets navigation, da skibet styrede mod land.

Billederne af det 135 meter lange skib, som endte blot få meter fra en bolig, gik torsdag verden rundt. Der var hverken personskade eller olieudslip i forbindelse med uheldet.

Selskabet, der ejer skibet, North Sea Container Line, skriver ifølge NTB om fredagens udmelding fra politiet:

- Vi registrerer, at politiet siger, at de mistænker en person efter gårsdagens hændelse, og vi hjælper fortsat politiet med deres arbejde.

- Vi gennemfører også interne undersøgelser, men ønsker ikke at spekulere i årsagerne, før myndighederne er kommet med konklusioner.

Personen er mistænkt for at have overtrådt den norske skibssikkerhedslovs paragraf 14 om, at skibe skal navigeres, så der ikke skabes "fare for liv og sundhed, miljø eller materielle værdier", skriver NTB.

Skibet NCL "Salten" var på vej fra den norske nordvestkyst til Orkanger inde i fjordsystemet.

Det ramte land, mens Johan Helberg lå og sov i sit hus i Byneset vest for Trondheim.

Han vågnede først, da naboen "ringede voldsomt på døren".

- Havde det ramt fem meter til venstre, var det gledet op ad klipperne, og så ville mit hus nok have set helt anderledes ud, siger Johan Helberg til det norske medie NRK.

Skibet sejler under cypriotisk flag.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094