23948sdkhjf

Nyt Esvagt-parløb vil høste gigantisk asiatisk vindpotentiale

Med et nyt joint venture i Sydkorea satser det danske offshore-rederi Esvagt på at spille en rolle i landets ambitiøse plan om 18 gigawatt havvind i løbet af de næste fem år

Det danske offshore-rederi Esvagt har taget endnu et skridt ud i verden – denne gang til Asien.

I samarbejde med det sydkoreanske rederi KMC Line har Esvagt stiftet joint venture-rederiet Kesto, som markerer selskabets indtræden på det asiatiske marked for offshore vind.

Hensigtserklæringen om parløbet blev underskrevet i februar 2024, og ambitionen er at kombinere KMC Lines lokale netværk og markedsindsigt med Esvagts mangeårige ekspertise inden for Service Operation Vessels (SOV).

Målet er at spille en nøglerolle i udbygningen af havvind i Sydkorea, der har planer om at installere op mod 18,3 gigawatt (GW) havvind frem mod 2030.

– Det er vores ambition at vokse, og vi reagerer på kundernes efterspørgsel efter kendte kompetencer i nye markeder. Det koreanske marked er lovende, men også nyt for mange, og her har internationale aktører brug for partnere, de kender og stoler på, siger Esvagts administrerende direktør Søren Karas.

Søren Karas har sammen med Kristian Ole Jakobsen ledet Esbjerg-rederiet som sidestillede administrerende direktører siden november 2024, hvor den daværende topchef Peter Lytzen overraskende valgte at gå på pension.

Lokal forankring, global erfaring

Samarbejdet med KMC Line skal sikre lokal indsigt og kontakt til både myndigheder og det maritime uddannelsesmiljø, fortæller Jacob Lykke-Kjeldsen, senior sales executive i Esvagt:

– KMC Line har stærke relationer og solid erfaring med det regionale marked. Når vi kombinerer det med Esvagts mangeårige ekspertise inden for offshore vind, er vi godt rustet til at levere kvalitet fra første dag, siger han.

Også hos KMC Line er der store forventninger til det nye samarbejde.

– Offshore vind er i hastig udvikling i Sydkorea, men vi har brug for international erfaring og servicekvalitet. Her kan Esvagt virkelig bidrage. Sammen vil vi hæve niveauet for sikkerhed og drift i industrien, siger James Jonghoon Kim, CEO i KMC Line.

I Nordamerika er Esvagt engageret i et andet joint venture – ved navn Crest – med amerikanske Crowley. Her skal et nyt SOV fra 2026 understøtte Siemens Gamesas serviceoperationer på Dominion Energys havvindmøllepark på den amerikanske østkyst.

Om Esvagts flåde

  • Esvagt råder over en moderne flåde bestående af 43 offshore-supportskibe, som understøtter både havvindsektoren og olie- og gasindustrien. Flåden er opdelt i to hovedsegmenter. SOV'er og ERRV'er.
  • Esvagt opererer i øjeblikket ni aktive Service Operation Vessels (SOV), der er specialiserede skibe designet til at understøtte drift og vedligeholdelse af havvindmølleparker. 
  • Derudover har rederiet fire nye SOV'er under opførelse – tre i Europa og en i USA. 
  • Resten af flåden består af Emergency Response and Rescue Vessels (ERRV'er), der leverer beredskab, sikkerhed og støtte til olie- og gasplatforme, primært i Nordsøen. 
  • Esvagts ERRV'er er udstyret til at håndtere nødsituationer, herunder redningsaktioner, olieudslip og brandbekæmpelse. 
  • Esvagt har investeret betydeligt i sin flåde, med over 850 mio. kr. bundet i det nuværende nybygningsprogram, hvor alle nye skibe er SOV'er.

Læs også:  Ny topchef-duo vil sætte strøm til Esvagts globale ekspansion

Læs også: Direktør tror på koreansk SOV i 2025 og jagter nye kontrakter i USA

Læs også: Esvagts omsætning kun et mulehår fra 1,5 milliarder i et mere udfordret 2024

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.076