Historien har indimellem brug for en opdatering. Også søfartens.
Derfor har M/S Museet for Søfart netop opgraderet deres faste udstilling og kan med åbningen af ”Søfarer - 400 års danmarkshistorie” byde på en ny fortælling om dansk søfart.
Og efter årevis med tematiske udstillinger er der brug for at tydeliggøre tidslinjen, der fortæller om Danmark som søfartsnation, lyder det fra museumsdirektør Anni Mogensen.
- Museet har styrket udstillingens kronologiske formidling og historiske overblik. Det er der brug for i en omskiftelig tid med kriser, intens interesse for Danmarks fortid som kolonimagt og nutidens globale forbrug, lyder det fra Anni Mogensen, direktør for M/S Museet for Søfart i Helsingør.
Udstillingen hedder ”Søfarer - 400 års danmarkshistorie” og giver indblik i Danmarks teknologiske udvikling, og fastslår, at danskerne er og bliver et søfarende folk. Det er havet, og de søfarende, der førte danskerne ud i verden mod nye horisonter og muligheder.

Ombord i 400 års historie
Rejsen begynder med et dansk sejlskib i 1600-tallet og fortsætter til dampskibene, der gjorde Danmark og verden moderne. Herfra går fortællingen gennem søfartens gyldne tider i 50’erne og helt frem til nutidens containerskibe.
Museet har bevaret det bedste fra tidligere og i alt udvalgt mere end 300 genstande, billeder, film og tilført nye formidlingsformer, der puster liv i historien og inddrager publikum.
Gæsterne kan bl.a. gå til "Forhandlingsbordet" og medvirke i et kontrafaktisk spil om frihavnen i København og træffe beslutninger, der kan få afgørende betydning for danmarkshistorien.
En række samtidskunstnere har bidraget med installationer, film og nyskreven fiktion, som kaster både kritiske og humoristiske blikke på søfartens historie. Gæsterne kan bl.a. opleve værker af kunstnere som Simon Bang, Rose Eken og forfatteren Jesper Wung-Sung.

Oversete søfolk
Den nye udstilling trækker også personer frem, der ellers har været oversete eller bipersoner i søfartshistorien - fra den menige sømand og søfartens kvinder til kolonitidens ofre og nutidens globale forbruger.
Gennem nye perspektiver og medrivende historier viser udstillingen, hvordan søfart har været med til at forme Danmark og verden, som vi kender den i dag.
- Vi har et ønske om at kunne tilbyde overblik, perspektiv og trække de lange linjer i en tid med kriser og opbrud. Fortællingen om de søfarende er fuld af gribende historier om eventyr, savn, rigdom og rædsel, men også om opfindsomhed og udvikling. På M/S fortæller vi om fortiden, men også for at vi kan lære af den og finde nye veje i fremtiden, siger Anni Mogensen.
Om udstillingen
Udstillingen åbnede 11. april og er blevet mulig med støtte fra en række fonde herunder A.P. Møller Fonden med en stor donation på 11,5 millioner kroner.
Andre bidragsydere er: A.P. Møller Fonden, Dampskibsselskabet NORDEN A/S // D/S Orient’s Fond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinusfonden, Lauritzen Fonden, S.C. Van Fonden, Knud Højgaards Fond, Den Danske Maritime Fond, Jens & Margrethe Withs Fond, Ny Carlsbergfondet og Statens Kunstfond.
