Undervandsdroner, overvågningsdroner, angrebsdroner og anti-drone droner.
Droner var et af de helt store temaer også på den maritime del af årets vigtigste danske udstillingsvindue for militære leverandører, DALO Industry Days 2024, som i sidste uge fandt sted over to dage i Ballerup.
Danmarks erhvervsminister, brancheorganisationer, embedsfolk, militæreksperter og topchefer og sælgere fra 700 nuværende eller aspirerende militære leverandører havde taget turen til Ballerup Super Arena for at vise varerne frem. Og ikke mindst for at pleje netværket i Danmarks tre militære værn, Politiet, Beredskabsstyrelsen, Hjemmeværnet og med arrangøren af det hele, Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse eller på engelsk DALO for Danish Ministry of Defence Acquisition and Logistics Organisation.