23948sdkhjf

Mærsk åbner rute med fragtfly mellem USA og Sydkorea

Selskabet, der er stor inden for shipping, breder sig til ny fragtform. Med fly kan varer leveres hurtigere

Mærsk åbner en rute med fragtfly mellem USA og Sydkorea, og mandag letter det første fly efter planen. Det oplyser Mærsk i en pressemeddelelse.

Selskabet er særligt kendt som en stor spiller inden for shipping, men satser med den faste rute mere på luftfragt. Det giver mulighed for at fragte varerne hurtigere, end hvis de skulle leveres med skib.

Efter planen skal fragtflyet have to faste ugentlige afgange mellem South Carolina i USA og Incheon i Sydkorea. På sigt er planen både at indsætte flere fragtfly på den rute samt at få flere ruter.

I alt skal der flyve tre fly på ruten. Det er tre Boeing 767-300-fragtfly, som Maersk Air Cargo har nyindkøbt, og de indsættes et ad gangen på ruten.

Idéen med Maersk Air Cargo er at kunne stå for end-to-end-leveringer for kunderne med fly, Mærsk-koncernen selv ejer. Det vil altså sige, at kunderne ikke selv skal stå for at få fragtet varerne fra eksempelvis en terminal.

Mærsk satser på at få et globalt netværk af fragtfly, der afgår på faste tidspunkter.

Logistikgiganten forventer, at korridoren mellem South Carolina og Asien vil øge handlen mellem Asien, South Carolina og hele det sydøstlige Asien betragteligt. Det fremgår af pressemeddelelsen.

Det er ikke nyt, at Mærsk har fly. Shippinggiganten har flere fly, som leases ud, og tidligere i år blev købet af det tyske luftfragtselskab Senator International gennemført.

På Mærsks hjemmeside fremgår det, at luftfragten er en løsning, der er hurtigere, hyppigere og mere pålidelig.

Det fremgår ikke, hvad fragtflyene skal stå for at transportere, men da flyene kommer hurtigt frem, er det muligt blandt andet at fragte medicin, teknologi, reservedele og andet, der er behov for med kort frist.

Med fly er det muligt at undgå forstyrrelser i forsyningskæder, som man tidligere har set for skibsfart blandt andet i Suez-kanalen i 2021.

Her endte et containerskib på tværs af den smalle, men vigtige, kanal, hvilket blokerede skibstrafikken i næsten en uge.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078