23948sdkhjf

Hanstholm Havn søger nye indtægter og vil ind på vindområdet

Hanstholm Havn ser sig selv som aktiv medspiller i stor klimaaftale om havvind i Nordsøen.

Så klar er meldingen fra havnen efter, at der i midten af maj blev indgået en erklæring, om at bygge minimum 150 gigawatt havvind i Nordsøen inden 2050 – svarende til hele 10.000 nye vindmøller på det åbne hav.

Havnen ønsker konkret at være med, når komponenterne til de 10.000 nye vindmøller skal skibes ud og etableres. 

Til dels handler det om, at havnen har øjnet nye indtægtsmuligheder, og også at havnens ledelse ønsker at satse mere på aktivitet inden for grøn energi.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Nybygget havn har muligheder

Aftalen om de 150 gigawatt havvind blev indgået på et topmøde i Esbjerg, hvor statsledere fra Danmark, Tyskland, Belgien og Holland satte fælles kurs mod et kæmpestort energiprojekt, der skal få hele 10.000 nye havvindmøller til at snurre på Nordsøen over de kommende knap 30 år.

Det udgør et stort anlægsprojekt, som har potentiale til at smitte af på mange vestkysthavne, der ligger med front mod den 'blå byggeplads'.

- Hos Hanstholm Havn har vi søsat et stort og ambitiøst arbejde mod at blive Europas første CO2-neutrale fiskerihavn. Vi vil understøtte etablering af anlæg til morgendagens behov og sikre både et markant bidrag til den grønne omstilling og nye erhverv lokalt med kompetencer til at imødekomme innovative muligheder, fortæller konstitueret havnedirektør Søren Zohnesen og fortsætter:

- Samtidig står vi i Hanstholm rent infrastrukturelt klar med en nyindviet havn, der huser gode udskibningsforhold, alt imens et stort og veludbygget servicenetværk står klar til at sikre de rette kompetencer til servicering af store projektfartøjer.

Hanstholm og grøn energi

Esbjerg-erklæringen er underskrevet af Danmark, Tyskland, Belgien og Holland og er et skridt mod et Europa, som er uafhængig af fossile brændsler. Danmark står til at skulle levere 35 ud af de i alt 150 gigawatt.

- Hanstholm Havn skal være synonym med grøn energi på flere fronter. Dels skal vi sikre lokal energiforsyning til havnens virksomheder og opbygge et grønt energifællesskab, hvor synergi og ressourceudnyttelse er nøgleordene. Og samtidig skal havnen i endnu højere grad udbygge sin rolle som en attraktiv og moderne logistik- og servicehavn, der kan bidrage til håndtering af store møllekomponenter til og fra Nordsøen, lyder der fra Hanstholm Havns formand, Michael Svane.

Set i forhold til Hanstholm Energifællesskab er Hanstholm Havn aktuelt i dialog med det lokale energiselskab Thy-Mors Energi om opstilling af vindmøller til lokal energiforsyning. Havnen drøfter desuden et samarbejde med den danske udvikler af vedvarende energi, European Energy, om realisering af vedvarende energianlæg og Power-to-X på Hanstholm Havn.

Fakta: Hanstholm Havn

  • Hanstholm Havn afsluttede i 2020 en stor havneudvidelse efter en byggeperiode på tre år. 
  • Udbygningen har tilført havnen et stort bassin, øget vanddybde, 350 meter ny kaj og et stort baglandsareal på hele 130.000 kvadratmeter, som er ideelt til oplag af gods inklusive vindmøller.
  • Havnen agerer løbende modtage- og udskibningshavn for store møllekomponenter til og fra det Nationale Testcenter for Store Vindmøller i Østerild – kun 20 kilometer fra havnen. Inden for de seneste tre år har havnen håndteret vindmøllekomponenter af en samlet mængde på 12.500 ton.

Kilde: Hanstholm Havn

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141