23948sdkhjf

Grand opening - Lindø åbner som center for  kæmpekonstruktioner i verdensklasse

Syddansk Universitet og Odense Havn har startet Large Structures Production, som skal automatisere produktion af store vindmøller, skibe og bygninger - og der drømmes højlydt om, at der igen skal bygges nye skibe på arealerne

Tirsdag lød startskuddet til Large Structures Production, et ambitiøst projekt, som skal gøre danske virksomheder i stand til at automatisere produktion i store størrelser. 

Det gælder eksempelvis de store monopiles, som bærer vindmøller på havet, bygninger og skibe.

Det sidste talte en af initiativtagerne, Metal-formand Claus Jensen, om:

- Jeg kunne godt tænke mig, at vi kunne bygge skibe i Danmark igen, sagde han. 

På kick-off mødet var mødt en lang række af de virksomheder og organisationer, som har givet tilsagn til at deltage i udviklingsprojektet, og man kunne fornemme en pioner-ånd og en spænding over noget nyt, som kan udvikle sig til noget stort.

- Vi har nu 45 deltagere blandt virksomheder og organisationer, og der kommer hele tiden nye virksomheder til, sagde Christian Schlette, som er leder af Large Structures Production.

Unikt laboratorium

Udviklingsprojektet Large Structures Production skal med base på Odense Havn Lindø udvikle metoder til at automatisere produktionen af store strukturer. Projektet har fået 88 mio. kr. fra EU's REACT-midler gennem Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse til at opbygge et unikt laboratorium for robotteknologi på Fyn.

Store strukturer er præcis det, som produceres i området, hvor Lindøværftet lå indtil 2012. Vestas producerer naceller til sine største møller. Bladt Industries producerer monopiles og transformerstationer, og Fayard reparerer og vedligeholder store skibe.

Både Bladt Industries og Fayard har indvilget i at gå ind i projekter under Large Structures Production. I det hele taget er der god støtte til udviklingsprojektet fra mange virksomheder. 15 virksomheder har givet tilsagn om at deltage med mandskab og materiel i de tre projekter om henholdsvis vindmøller, bygninger og skibe. 10 andre virksomheder er interesserede i projekterne. 12 robot- og automationsfirmaer er også med, og otte organisationer bakker op. Det er blandt andet Dansk Industri, Dansk Metal, Odense Robotics og Danske Maritime.

Hvis Danmark skal gøre sig gældende på nogle af de tunge industriområder, så er det ifølge projektet nødvendigt, at vi automatiserer mange processer.

- Vi mangler jo arbejdskraft i øjeblikket. Danske virksomheders konkurrencekraft er samtidig i top, så det er bydende nødvendigt, at vi får gjort noget ved automatiseringen af de store emner, sagde Claus Jensen, formand for Dansk Metal.

Start på Lindø til september

Leder for Large Structures Production er professor Christian Schlette fra Syddansk Universitet. Der er allerede ansat de første få medarbejdere på projektet, og på mødet kom det frem, at projektet rykker ind i en bygning på Odense Havn Lindø til september.

- Vi har ansat en ingeniør og en tekniker. Vi har sat i gang i at ansætte forskere, så vi regner med at have teamet færdigt efter sommerferien, fortæller forretningsudvikler Finn Skøtt Hansen fra Syddansk Universitet.

Syddansk Universitets rektor, Jens Ringsmose, så frem til et projekt, som kan bringe universitet og virksomheder sammen og skabe værdi i virksomhederne.

- Large Structures Production har potentialet til at adressere de meget store udfordringer, som man har i mange sektorer. Det har et potentiale til at sætte skub i den grønne omstilling, sagde han.

Jens Ringsmose roste især tre personer for at have stablet projektet på benene, nemlig Christian Schlette, Claus Jensen og Carsten Aa, direktør for Odense Havn.

- I tre har en meget stor aktie i, at det her er blevet en realitet, sagde han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079