23948sdkhjf

Lederne Søfart skal stemme om fremtidigt tilhørsforhold

Medlemmerne i Lederne Søfart skal til urafstemning om, hvorvidt foreningen fortsat skal være en del af Ledernes Hovedorganisation (LHO).

Lederne Søfart som en del af Ledernes Hovedorganisation kan være en saga blot ved årets udgang. På den netop overståede generalforsamling i Lederne Søfart besluttede et flertal af de delegerede, at det fremtidige medlemskab af Ledernes Hovedorganisation skulle til en urafstemning blandt medlemmerne.

Beslutningen om at droppe samarbejdet med LHO falder dog ikke i god jord hos bestyrelsen.

- Når forslaget henviser til ”et andet relevant samarbejde” spørger de reelt, om Lederne Søfart skal lægges ind under Metal Maritime/CO Søfart. Bestyrelsen mener ikke, vi skal stå alene eller være en del af Metal Maritime, siger formand Niels Bergkvist Hansen i forbindelse med beslutningen om urafstemningen.

Læs også: Næstformand i Lederne Søfart kan ikke genkende kritikken

Han suppleres af næstformand Jens M. Sørensen:

- Vi er den største forening af sejlende søfolk, og vi har ikke brug for at få en lillebror ind i et forhandlingsfællesskab.

Ind i anden forening

Ifølge forslaget, der blev stemt igennem, skal bestyrelsen i Lederne Søfart sørge for, at melde foreningen ud af Ledernes Hovedorganisation inden den 31. december 2022 - gerne før. Bestyrelsen skal desuden undersøge mulighederne for optagelse i et andet relevant samarbejde, eller om foreningen medlemmer er bedre tjent alene som brancheorganisation.

- Jeg har fuld forståelse for, at nogle medlemmer ikke oplever, at de har fået den service de ønskede, eller at kommunikationen har været mangelfuld, siden vi blev en del af Ledernes Hovedorganisation. Det tog længere tid end forventet at få det nødvendige udbytte af skiftet, men vi kan se, at vi nu er på ret kurs. Tilfredsheden med rådgivningen er på vej op, vi får flere medlemmer, kommunikationen er ved at være på skinner, og vi er tæt på at ansætte en ny direktør. Vi står stærkest hos Lederne, hvor vi har fuld selvstændighed. Hvis vi blev en del af Dansk Metal ville vi blive underlagt deres dagsorden, påpegede formanden yderligere.

Læs også: 250 medlemmer vil trække Lederne Søfart tilbage på egne hænder

Er ikke med ved bordet

Tidligere mangeårig medarbejder i sekretariatet, menigt medlem og nuværende ansat i Metal Maritime, Per Gravgaard, argumenterede for, at droppe medlemskabet af LHO.

- Jeg har personligt på flere seminarer gjort opmærksom på, at medlemskabet i Ledernes Hovedorganisation ikke er det rigtige. Her tænker jeg ikke på de kvalitetsmæssige leveringer og ydelser, som Lederne gør, for det gør de godt. Det er jeg helt enig i. Problemet er bare, at alle de andre er medlem af fagbevægelsens hovedorganisation, og det er Ledernes Hovedorganisation ikke, og derfor bliver vi holdt udenfor, sagde han.

Det endelige stemmetal lød på 56 for og 54 imod, mens to undlod at stemme. Bestyrelsen besluttede herefter at få generalforsamlingens beslutning sendt til urafstemning blandt alle medlemmer, der formentlig kan finde sted i midten af maj.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078