23948sdkhjf

Danske havne skal være centraler for nye Power-to-X-brændsler

Dansk Energi og Danske Havne er gået sammen om en fælles vision for de 50 danske erhvervshavne, der skal være førende inden for nye grønne brændsler til både skibsfart og lastbiler

De senere år har snakken primært handlet om landstrømsanlæg, når det gælder måder at nedsætte færger og krydstogtskibes klima- og miljøbelastning. Det er stadig vigtigt, men på lidt længere sigt handler det nu om at omstille alle typer af fartøjer, så de kan sejle på fremtidens grønne brændsler af vedvarende energi i stedet for diesel og andre olieprodukter.

Derfor har Danske Havne, der organiserer de i alt 50 danske erhvervshavne, og Dansk Energi udformet en række politiske anbefalinger, der kan sikre Danmark en førerposition inden for Power-to-X og gøre de danske havne til et knudepunkt for nye bæredygtige brændsler til skibe, og også til lastbiler.

Det skriver Dansk Energi på sit nyhedssite.

– Vi kommer efter al sandsynlighed til at producere rigtig meget grøn el, bl.a. i Nordsøen, og dermed have råvaren til den nye grønne brændsler. Kampen kommer især til at stå om, hvorvidt vi også kommer til at forædle brinten til brændslerne her, eller om det kommer til at ske i andre lande. Der er havnene en vigtig brik og en vigtig samarbejdspartner for at kunne få brændslerne ud til slutbrugerne, fortalte Dansk Energis adm. direktør Lars Aagaard på Danske Havnes årsmøde i fredags, der havde fremtidens grønne energi som tema.

De to brancheorganisationers vision er, at Danmark i 2030 skal være en verdensførende nation inden for omstilling til Power-to-X-brændsler, og at de danske erhvervshavne til den tid tilbyder infrastruktur, der understøtter grønne brændsler til skibe og lastbiler.

Vi skal løfte i flok

Det kommer imidlertid ikke til at ske uden konkurrence fra andre europæiske lande. 14 har allerede udarbejdet Power-to-X-strategier inklusive midler til at realisere dem, og f.eks. Tyskland har afsat ikke mindre end otte mia. euro i fødselshjælp til Power-to-X.

De to brancheorganisationer foreslår bl.a., at politikerne etablerer en årlig pulje på 100 mio. kr., hvor havne kan søge om støtte til Power-to-X-infrastruktur som rørføringer, elforsyningsanlæg, lagerpladser m.m.

- Det er kæmpestore mængder af nye grønne brændsler, vi taler om, når det gælder om at omstille transportbranchen. Usikkerheden består i, at vi lige som med andre nye teknologier ikke ved, præcist hvornår det tager fart, og derfor er risiciene for store for både kunder, producenter og f.eks. havnene. Derfor bliver vi nødt til at gøre det her sammen i værdikæderne og have det politiske niveau med ind for at dele risikoen, sagde Lars Aagaard.

Skal kende strategierne

Usikkerheden genkender CEO Rune Rasmussen i ADP, der driver erhvervshavnene i Fredericia og Nyborg.

- Vi er nødt til at kende Danmarks strategier med hensyn til CO2 og brint, før vi kan beslutte at investere. Skal CO2 puttes ned i jorden, eller er det noget, vi skal kunne producere brændsler med, er f.eks. afgørende at vide, sagde han.

Danmark er verdens femtestørste søfartsnation, og de 50 erhvervshavne over hele landet har mulighed for at spille flere forskellige roller i den grønne omstilling af den tunge transport. Det kan eksempelvis være produktion eller opbevaring af Power-to-X-brændsler og påfyldning af skibe og lastbiler.

- Jeg tror, at Danmark er i en position, der kan bringe os helt frem i forreste linje med Power-to-X. Dét skal vi udnytte. Der er allerede flere gode danske projekter i gang. Vores udspil er et forsøg på at række ikke bare én hånd men to hænder frem til politikerne med vores konkrete bud på, hvordan vi kan gribe det her an, så vi sikrer danske arbejdspladser og vækst, siger direktør i Danske Havne Tine Kirk.

Artiklen er en del af temaet E-Fuels og PtX .

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.154