23948sdkhjf

Marsvin elsker olieboreplatforme

En ekstra høj bestand af fisk lokker marsvin til at søge føde tæt ved olieplatforme, selv om støjen fra industrianlæggene normalt skræmmer de små hvaler væk, viser en undersøgelse fra Aarhus Universitet Technical Sciences.

Et forskerhold udlagde 21 lyttestationer på bunden af Nordsøen. Den inderste lyttestation lå lige under den meget store Dan F-olieplatform, mens den yderste station lå 25,6 km væk fra platformen. En af de mange lyttestationer blev placeret lige midtvejs ved en ældre oliebrønd, Regnar, der ikke længere producerer olie.

Første studie af sin art

Lyttestationerne lå i Nordsøen gennem to år og optog alle lyde under havets overflade. De fangede bl.a. støjen fra skibe og olieplatforme men også lyde fra marsvin og ikke mindst hvalernes fødesøgningslyde - de såkaldte 'buzz-lyde', der fortæller forskerne, at hvalerne aktivt jager føde.

- Så vidt vi ved, præsenterer vi med undersøgelsen det første studie nogen sinde af marsvins tilstedeværelse og fødeaktivitet året rundt omkring olieplatforme, forklarer seniorforsker Jonas Teilmann fra Institut for Bioscience, Aarhus Universitet, der har stået i spidsen for undersøgelserne, i en meddelelse.

Vænner sig til støjen?

Ved Dan-F platformen kunne forskerne høre, at marsvinene havde høj fødesøgningsaktivitet op til 800 meter fra selve platformen. Faktisk ved forskerne, at der helt tæt ved platformen har været op til dobbelt så mange marsvin, som de kunne høre på lyttestationerne. Det skyldes at støjen overdøver marsvinenes lyde tæt ved platformen. Først ud i 12 kilometers afstand registrerer lyttebøjerne ikke længere støjen fra platformen.

Forskerne kan ikke svare på, om marsvinene langsomt vænner sig til støjen fra platformene, men det er tydeligt at motivationen for at finde føde er større end støjens skræmmende effekt.

Mere aktive om natten og ved lys

Forskerne optog lyde fra marsvin døgnet rundt og kunne derfor høre, at hvalerne var mere fødesøgende om natten end om dagen helt op til 800 meter fra Dan-F platformen.

Det overraskede også forskerne, men de ved, at lys om natten, som der er ved den store DanF-platform, lokker dyreplankton, blæksprutter og fisk til de øvre vandmasser om natten. Det sætter gang i en effektiv fødekæde, der ender med marsvinene. Regnar-Brønden er uden lys og var der ikke større fødesøgning om natten.

Kan fungere som kunstige rev

OSPAR-konventionen, der beskytter Nordsøen, kræver, at alle udtjente olie- og gasinstallationer fjernes fra Nordsøen efter endt brug. Men forskerne peger nu på, at de udtjente installationer måske kan tænkes ind som nye kunstige rev i Nordsøen, særligt når støjen fra industriaktiviteterne forsvinder. Platforme og andre installationer kan øge mangfoldigheden og biodiversiteten i områder, der er ødelagt af trawlfiskeri eller hvor oprindelige stenrev er fisket op og anvendt til byggeprojekter på land.

Studierne af marsvins tilstedeværelse og fødesøgning i Nordsøen blev betalt af Total E&P Danmark A/S.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109