23948sdkhjf

Her er Stenas dom over Grenaa-Halmstad ruten

Skiftet fra Varberg til Halmstad er en succes på Grenaa-rute på trods af corona

For et år siden blev åbningen af færgeruten mellem Grenaa og Halmstad fejret med folkefest på begge sider af vandet. Et år efter gør Stena Line status på den nye rute. På trods af et udfordrende år har færgeruten opnået en tocifret vækstrate i godstrafikken på hele 15 pct fra rutens start til udgangen af 2020.

Læs også: Stena Line slår igen mod de faste forbindelser

Grenaa-Halmstad er både en fragt- og passagerrute, men under pandemien har fokus været på at sikre de vigtige varestrømme mellem Sverige og Danmark.

Det skriver Stena Line i en pressemeddelse.

- Det var helt sikkert den rette beslutning at lancere ruten mellem Grenaa og Halmstad. På trods af coronakrisen har vores fragtkunder taget rigtig godt imod den nye rute, og vi har opnået en vækst på 15 pct. i godstrafikken fra rutestarten til udgangen af 2020 i forhold til den tidligere rute mellem Grenaa og Varberg. En vækst, der har overgået vores forventninger både i Danmark og Sverige, og den positive udvikling ser ud til at fortsætte ind i 2021, siger Elisabeth Lönne, ansvarlig for Stena Lines danske ruter, og fortsætter:

- Kunderne værdsætter især Halmstads geografiske placering og infrastruktur - og så spiller effektiviten ved at sejle over Kattegat i stedet for at køre hele vejen selvfølgelig en stor rolle.

Ikke i mål endnu

Stena Line har under pandemien valgt at fastholde de 22 ugentlige færgeafgange for at sikre den kritiske infrastruktur primært med fokus på godstransport. Siden åbningen af ruten har færgen 'Stena Nautica' foretaget mere end 1.100 sejladser og fragtet næsten 700 kilometer gods. Fremgangen på fragtområdet er meget positiv, men Stena Line har fortsat ambitioner om at fordoble antallet af både passagerer og fragt.

På passagersiden har rederiet af gode grunde endnu ikke kunne opleve rutens potentiale på grund af pandemien og rejseforbud, der har ramt passagertrafikken hårdt. Baseret på bookingtendenser både inden og under pandemien samt undersøgelser angående sine kunders rejselyst, er rederiet dog ikke i tvivl om, at der er stor interesse for at booke billetter mellem Grenaa og Halmstad, når det igen er muligt at rejse på tværs af grænser. 

- Inden pandemien oplevede vi en stigning i reservationer på ruten på 20 procent fra svensk side og helt op til 50 procent på dansk side sammenlignet med året før, og lige så snart vi så lempelser af rejserestriktioner i sommers, så vi øgede bookinger. Når verden åbner igen, er vi klar til at udvikle turismen på tværs af Kattegat - og det er vores samarbejdspartnere på begge sider af vandet også, siger Elisabeth Lönne. 

Østjysk infrastruktur

Stena Line er meget engageret i udviklingen af Kattegatregionen, der øger mulighederne for samarbejde på tværs af Kattegat og mellem stort set alle dele af samfundet som kommuner, erhvervsliv, kultur og turisme. Derfor ser rederiet også en stærkere østjysk infrastruktur som en styrke for regionen, der vil binde Grenaa tættere på Aarhus og hele Østjylland tættere på Vestsverige.

- Åbningen af Grenaa-Halmstad var en katalysator for Kattegatregionen, og vi vil fortsætte med at investere i færgeruten. En forbedret infrastruktur mellem Aarhus og Grenaa vil gøre det endnu nemmere for det voksende antal færgepassagerer at komme til og fra Grenaa og ud på vores flydende motorvej over Kattegat, slutter Elisabeth Lönne.

Ligesom færgeruten bidrager til at binde Kattegatregionen bedre sammen, vil en motorvej øge tilgængeligheden og skabe en endnu hurtigere og mere effektiv forbindelse mellem Østjylland og Sverige.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.126