23948sdkhjf

Lodserne har fået ny fagforening

Danske lodser har nu fået muligheden for melde sig ind i en ny fagforening. 

Det står klart, efter at en ekstraordinær generalforsamling i Danish Maritime Pilots besluttede at ændre vedtægterne, så organsationen nu har status af fagforening.

79 ud af de nu 132 medlemmer var samlet virtuelt for at tage stilling til foreningens udvikling. Det begejstrer formand Lars Sigvardt, der ligesom resten af bestyrelsen i Danske Lodser blev ekskluderet af moderorganisationen Lederne Søfart i oktober.

- Jeg synes, at der var en god stemning af solidaritet og sammenhold om noget nyt, men også et ønske om at ville og kunne mere end i Danske Lodser. Særligt i forhold til at favne bredere, så det ikke kun er for Danpilot-lodser, men alle lodser i de øvrige private og kommunale lodserier, siger han i en pressemeddelelse.

Vil have overenskomsten

På generalforsamlingen var der ifølge pressemeddelelsen fuld enighed om, at Danish Maritime Pilots skal forhandle og tegne overenskomster med alle nuværende og nye lodsvirksomheder. Det blev også besluttet, at foreningen bliver en full service-organisation med administration, medlemsservice og juridisk bistand til medlemmerne, og at det månedlige kontingent skal være 500 kroner. 

Bestyrelsen fik også bemyndigelse til at arbejde videre med muligheden for at blive en del af FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation). Det skulle primært være med henblik på støtte omkring arbejdsret, overenskomster og de fælles interesser omkring vagt, ophold udenfor hjemmet, arbejdstid og hviletid, som lodser deler med andre faggrupper, der arbejder i et beredskab – fx inden for sygehuse, ambulancer og forsvar.

Spørgsmålet om og hvornår Danish Maritime Pilots skal søge optagelse i henholdsvis EMPA (European Maritime Pilots Association) og IMPA (International Maritime Pilots Association) blev udskudt til generalforsamlingen i 2021.

Ikke medlem begge steder

I første omgang vil den nye fagforening bruge kræfter og økonomi på at få de sidste lodser ombord som medlemmer og etablere forhandlingen af overenskomsterne for lodser.

- Vi ønsker naturligvis at få flere medlemmer. Alle i dag var også klar over vigtigheden af, at man ikke kun melder sig ind i Danish Maritime Pilots, men også at man ikke bliver stående i Lederne Søfart. I opgøret om, hvem der skal have forhandlingsretten, er det vigtigt ikke at blive talt med begge steder, siger Lars Sigvardt.

Han understreger, at selvom et flertal af alle de danske lodser nu har meldt sig ind i Danish Maritime Pilots, var der på generalforsamlingen stor enighed om, at valget af fagforening er den enkeltes eget valg. 

- Det ønsker vi at respektere. Det var dog også klart, at det for medlemmerne i Danish Maritime Pilots handler om, at solidariteten ikke er statisk. At der er ikke monopol på at være ”solidariteten”, ligesom der ikke er monopol på, hvilke fagforeninger der har overenskomster og forhandlingsret, siger Lars Sigvardt.

Læs mere: Blinkenberg vil kæmpe for at samle navigatører

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109