23948sdkhjf

Færgeformand: Mundbindskrav er fjollet efter juli med fulde færger

I juli var færgerne fulde af turister, men der var intet mundbindskrav. Det er fjollet nu, mener færgeformand

De små færgeselskaber i Danmark griner lidt over, at der fra lørdag er kommet krav om, at alle skal bære mundbind i den kollektive transport, herunder på færgerne.

Det siger Lars Hansen, formand for Småøernes Færgeselskaber, der dækker alle ø- og genvejsfærger i Danmark.

- For tre uger siden havde vi sommerpakker, hvor der var stuvende fyldt med turister på færgerne. Vi stod som sild i en tønde. Der havde vi ikke mundbind på, siger han.

Han kalder det bøvlet og synes, det minder om kollektiv afstraffelse, at alle skal bruge mundbind i den offentlige transport fra lørdag. Det er blevet indført, efter at coronasmitten er blusset op i visse byer.

Kravet om at bruge mundbind eller visir i den kollektive trafik kommer, efter at antallet af passagerer ombord på færgerne er dalet igen.

- Lige i øjeblikket har vi ikke et særligt stort tryk på færgerne. For tre uger siden var de propfyldte. Nu er vi tilbage til hverdagen, siger Lars Hansen.

Transportministeriet oplyser i en pressemeddelelse, at cirka 1,07 mio. passagerer er kommet gratis med færgerne i juli. Heraf har lidt over 160.000 haft deres cykel med. Sammenlignet med 2019 er der tale om en stigning af passagerer på 60 pct., mens antallet af cykler er steget med 120 pct.

De gratis færgeture blev indført som en sommerpakke, der skulle få gang i turisme og aktiviteter i Danmark over sommeren i ly af coronakrisen. 

Selv om Lars Hansen kalder det fjollet at bruge mundbind, når færgerne er mindre fulde nu end tidligere, følger færgerne reglerne. Og det er lørdag formiddag gået godt, fortæller formanden.

- Det er gået over alt forventning. Det er i hvert fald de meldinger, jeg har fået. Jeg har endnu ikke hørt om, at der har været folk, som ikke har brugt mundbind, siger han.

Enkelte har kontaktet færgeselskaberne, fordi de har haft eksempelvis lungesygdomme, der giver besværet vejrtrækning. Der er fra Sundhedsstyrelsen ikke noget krav om, at de bruger mundbind, og færgeselskaberne har derfor også sagt god for det, oplyser Lars Hansen.

Læs også: Over en million passagerer sejlede gratis i juli

Kommenter på artiklen (1)
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.125