23948sdkhjf

Skarpt hjørne: Morten Sandvej er Nordjyllands hemmelige agent

Med en fortid hos Danyard, Lindø og Hitachi Zosen har Morten Sandvej trukket mange års værftserfaring med over i livet som selvstændig. I dag repræsenterer han ni udenlandske maritime virksomheder i Danmark. Og så fylder han 60 år
Det er en regulær ’værftsrotte’ fra Nordjylland, der nu runder et skarpt hjørne.

Morten Sandvej, der fyldte 60 år den 9. august, har haft en lang karriere i den maritime verden på så forskelligartede værftslokationer som Aalborg, Frederikshavn, Munkebo, Kyushu samt en afstikker til Washington DC undervejs.

Morten Sandvej er indehaver af MS Engineering i nordjyske Nibe, og servicerer værfter og rederier over hele landet. Virksomheden har eksisteret i 19 år, og selv har Morten Sandvej følgende forklaring på virksomhedens levedygtighed: "God service, fairness, åbenhed og gennemsigtighed for kunderne i forbindelse med producenterne."

Kunderne er alle aktører i det blå Danmark indenfor skibsbygning, reparation/vedligehold, motorleverandører og rederier. Eksempelvis står Karstensens Skibsværft, A.P. Møller-Mærsk, Torm og Rohde Nielsen på den lange referencelisten.

- Jeg sælger sådan set, hvad som helst, som mine kunder måtte have brug for Det vigtigste er, at mine kunder får en lille smule mere med end bare komponenterne, de får også en masser service og know how. Jeg kender til komponenterne og deres indpasning i de øvrige systemer, så der kan gives råd og vejledning, siger Morten Sandvej til Søfart.

Kerneforretningen hos MS Engineering A/S er levering af hele systemer og komponenter En anden vigtig opgave handler om at servicere rederierne med reservedele.

Et af gennembruddene kom via agenturet for rustbeskyttelsesmidlet Corrosion BV.

Her lykkedes det for Morten Sandvej og MS Engineering at blive leverandør til Mærsk-nybygningerne af Emma-klassen, som dengang var state-of-the-art container-nybygningerne til Maersk Line.

Her fik MS Engineering leverancen af katodisk beskyttelse med påtrykt spænding på skroget af nybygningerne.

Senere er der også kommet gang i leverancerne af katodisk beskyttelse til offshore vindmølle-fundamenter, og Corrosion BV er med leverancer til mere end 1500 fundamenter blevet verdensførende på området.

Begyndte hos DanYard
Morten Sandvej har en fortid hos det hedengangne Danyard-værft i Frederikshavn på maskintegnestuen, hvor der blev høstet erfaringer indenfor skibsbygning og design af rørsystemer og dimensionering, installation og arrangementer af maskineri.

Han arbejdede også i 1990 og 1991 hos skibsdesigneren Knud E. Hansen i København Midt i 1990’erne arbejdede han i Washington DC, for US Navy med optimering af maskinrum med forskellige fremdrivningssystemer. Dette arbejde førte efterfølgende til ansættelse på Lindøværftet med en senere udstationering til Hitachi Zosen i Japan til følge.

MS Engineering A/S startede som navnet siger, som en rådgivende ingeniørvirksomhed. Under ansættelse hos Danyard Aalborg med udførelse af skibe til søværnet og luksusyachts formidlet af Peter Johansen, blev Morten Sandvej tilskyndet til at blive selvstændig med udførelse af rør- og maskindesign som grundlag.

Efter et par år opstod muligheden for at overtage en række agenturer, som var oparbejdet af en skibsingeniør fra Aalborg Værft, der var klar til at trække sig tilbage.

Ni agenturer
I dag repræsenterer MS Engineering ni udenlandske firmaer på det danske marked heriblandt Renk Gear, Yara scrubber systemer og Corrosion ICCP.

Et af de seneste års mest lukrative agenturer har været Yara-agenturet, som har leveret en række scrubber-anlæg til danske rederier.

Men ifølge Morten Sandvej handler det dog mest af alt om fairness, åbenhed og gennemsigtighed.

- Det er vigtigt for mig, at kunden får priser og tilbud direkte fra producenten. Dette markerer et brud med mange agenturfirmaers praksis, men det har vist sig at være vejen frem og kunder og producenter udtrykker stor tilfredshed med denne praksis, lyder det fra Morten Sandvej.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125