23948sdkhjf

Clippers fejlslagne investering i Parken i retten

Rederiet kræver 83 mio. kroner i erstatning på mistanke om kursmanipulation

Et stort hjerte for fodbold, og en stor sympati for FCK, Parken og fodboldboss Flemming Østergaard, gjorde det oplagt for Torben G. Jensen at købe aktier i Parken Sport & Entertainment.

Han er grundlægger af rederiet Clipper Group, som tilbage i 2008 købte 75.000 aktier i Parken til en kurs på 1200. Siden raslede kursen på Parken-aktierne ned, og investeringen førte til et tab på næsten 83 mio. kroner for Clipper Group.

Rederiet har sagsøgt Parken Sport & Entertainment. Da aktierne blev købt i 2008, var kursen manipuleret og kunstigt høj, lyder standen.

Sagen bliver behandlet af Københavns Byret, som har lånt et stort retslokale hos Retten i Glostrup. Her afgav Torben G. Jensen i går forklaring over en videoforbindelse fra Bahamas, hvor han er bosat.

- Vi ønskede at lave nye investeringer og så på forskellige fodboldklubber i hovedstadsområdet. Jeg havde stor tillid til Flemming Østergaard, sagde Torben G. Jensen om Parken Sport & Entertainments daværende bestyrelsesformand.

Regnede med stigning

Det gik godt for Parken-selskabet, som foruden fodboldklubben FCK stod bag fitnesskæden Fitness.dk og feriecentret Lalandia, pegede han.

Flemming Østergaard – også kendt som Don Ø – fortalte Torben G. Jensen, at han regnede med, at kursen på Parken-aktien ville komme op omkring 1800, hvor den havde været på et tidligere tidspunkt.

- Spillede det en rolle for din vurdering af aktien, spurgte Clipper Groups advokat, Jacob Skude Rasmussen.

Til det svarer rederiets grundlægger, som i dag er næstformand i bestyrelsen:

- I allerhøjeste grad. Hvis man køber til en kurs på 1200, og man har en formodning om, at kursen kommer op i 1800 inden for en overskuelig årrække, virker det fornuftigt.

Et gevaldigt knal

Clipper Group har fremsat et erstatningskrav på knap 83 mio. kroner. Det stemmer overens med differensen mellem købs- og salgsprisen på aktierne, der blev købt i 2008 og solgt i 2010.

- Da vi solgte aktierne, var kursen faldet fra 1200 til – så vidt jeg husker – omkring 72. Det er et gevaldigt knald, siger Torben G. Jensen.

Clipper Group købte første gang aktier i Parken i år 2000. Flere mindre handler fulgte frem til 2005, ligesom der også blev solgt ud.

Tidligere bestyrelsesformand Flemming Østergaard og eks-direktør for Parken Sport & Entertainment Jørgen Glistrup mødte begge op i retten i går. De var ikke i første omgang stævnet i den aktuelle sag, det var kun selskabet Parken Sport & Entertainment. Men det er de nu.

Parken har stævnet sine tidligere ledere med krav om, at de skal friholde selskabet for en eventuel erstatning til Clipper Group. Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup går som udgangspunkt efter frifindelse.

De to profiler fra den tidligere Parken-ledelse er i både byretten og landsretten tidligere kendt skyldige i kursmanipulation. Den aktuelle sag er en udløber deraf.

Læs også: Clipper fyrer hver fjerde i corona-krise

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094