23948sdkhjf

Lindø øger overskud i 2019

Finansielle poster bærer Lindø Port of Odense igennem 2019 trods faldende fragtmængder

Danmarks største havn målt på areal, Lindø port of Odense A/S, er kommet ud af 2019 med et overskud på 28,2 mio. kroner.  

Sammenlignet med 2018 er overskuddet vokset betydeligt fra 10,2 mio. kroner, mens nettoomsætning og andre driftsindtægter i samme periode er faldet svagt fra 156,3 mio. kroner til 154 mio. kroner.

Fremgangen i resultatet skyldes ikke mindst en fremgang på de finansielle poster, der gav et overskud på 8,4 mio. kroner i 2019 mod et underskud på 13,3 mio. kroner i 2018. Samtidig er omsætningen fra såvel udlejningsforretningen som logistikafdelingen betydeligt bedre end forventet, fremgår det af en pressemedddelelse.

- Vi kan se tilbage på et tilfredsstillende år, hvor vi har konsolideret vores forretning og fortsat den sunde udvikling i en koncern med stor spredning i aktiviteter over flere brancher. Vi glæder os især over, at vi har kunnet indgå flere og betydelige langvarige lejekontrakter med nøglekunder, og vi ser vækst i vores logistikopgaver, siger havnedirektør Carsten Aa i meddelelsen.

Fald i godsmængder

Lindø-havnen oplever dog samtidig et fald i skibs- og godsaktiviteter. Antallet af skibsanløb er faldet, og samtidig er godsmængden reduceret med omkring 20 pct. sammenlignet med 2018. Det skyldes i udpræget grad, at Fjernvarme Fyn fra 2019 har påbegyndt udfasningen af fossile brændstoffer. Udviklingen er ifølge Carsten Aa forventelig og understreger, at koncernen er på vej i rette retning.

- Det understreger, at vi arbejder efter den helt rigtige strategi. Vi har løbende investeret i at kunne facilitere den helt tunge industri, særligt i offshoreindustrien, og her har vi i 2019 taget væsentlige skridt, siger Carsten Aa i pressemeddelelsen.  

Han henviser blandt andet til, at man i samarbejde med Lorc (Lindø Offshore Renewables Center) er ved at opføre en ny testhal, hvor verdens største vindmøller kan testes, og at havnen har fået overdraget første etape af den nye havneudvidelse med ny kaj, heavyload-område og ekstra bassindybde. Resten af udvidelsen forventes færdig i løbet af i år. 

Den globale situation som følger af covid-19 betyder imidlertid også, at koncernen på nuværende tidspunkt i 2020 er negativt påvirket på omsætningen. Og med usikkerheden om tidsperspektivet for en stabilisering er forventningen til 2020, at årets resultat også vil blive påvirket negativt.

- I en svær tid for rigtig mange brancher mærker vi naturligvis også det faldende aktivitetsniveau. Men vi glæder os over, at vi er solidt rustet til fremtiden og er en velkonsolideret havn, siger Carsten Aa.

Læs også: Lindø tager nyt havneområde i brug

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078