23948sdkhjf

Kritik af Odense Havn: Røg og støj fra oplagte skibe

Siden juni har tre store skibe ligget parkeret inderst i Odense Havn, og det bekymrer borgere. Havnedirektør Carsten Aa forsikrer, at der er tale om minimal forurening fra skibene.

Tre store offshorefartøjer har ligget til kaj i Odense Havn siden juni. Flere beboere i de nærliggende kvarterer har noteret motorlyd i døgndrift. Andre er bekymrede over CO2-udslippet døgnet rundt, skriver Fyens Stiftstidende.

Lindø port of Odenses direktør forstår bekymringen omkring tre langtidsparkerede skibe i Odense Havn, men forsikrer, at det ikke er skibets motorer, der kører i døgndrift.

- Jeg kan sagtens følge, at man bekymrer sig om miljøet, og det gør vi bestemt også i Lindø port of Odense. Derfor vil jeg gerne understrege, at den støj, man kan høre, stammer fra en lys- eller en elmotor sat til en generator. Det er ikke skibets motor med 15.000 hestekræfter, der kører døgnet rundt, siger Carsten Aa, direktør for Lindø port of Odense, til avisen.

Han pointerer, at det kun er det ene af de tre skibe, der har en generator kørende, som leverer strøm til de to søskendeskibe.

Borger: Kig på landstrømsanlæg

En Odense-borger, Jesper Knudsen, vil have havnen til at se på landstrømsanlæg. Han har sat sig ind i, hvad det koster at etablere et landstrømsanlæg. Som på Faaborg Havn, hvor et anlæg sørger for strøm til store skibe, som løser specialopgaver for offshoreindustrien.

- Faaborg Havn solgte jord til en masse fancy lejligheder på selve havnen, og da de nye beboere klagede over larmen fra offshoreskibene, blev løsningen et anlæg til cirka en million kroner. Hvis Odense Havn fortsat vil tjene penge på at leje kajplads ud til rederierne, er de nødt til at gøre noget lignende, siger Jesper Knudsen til Fyens Stiftstidende.

Direktøren for Lindø port of Odenses bifalder borgeren Jesper Knudsens opfordring om at investere i et landstrømsanlæg.

- Vi er allerede i gang med at undersøge mulighederne, men det er lidt mere kompliceret end som så og koster mere end den nævnte million kroner for Odense Havns vedkommende. Vi skal også huske på, at det er helt usædvanligt, at skibe ligger til kaj så længe. Det anede vi ikke, da disse skibe ankom, siger Carsten Aa til avisen.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172