23948sdkhjf

Faaborg Værft har flere ordrer end hænder

Trods ansættelser er der brug for flere medarbejder efter bedste resultat i 10 år

Ordrebogen bugner hos Faaborg Værft, der netop har fremlagt et regnskab med det bedste resultat i 10 år.

Det skriver Fyens Stiftstidende

Overskuddet på 4 mio. kroner skal ses i forhold til et overskud på 226.000 kroner sidste år, og ifølge direktør Jan Mortensen er der stadig travlt på værftet. 

- Det er en yderst blandet ordresammensætning, vi har haft i de senere år, og det er med til at gøre, at vi har mulighed for at planlægge tingene lidt bedre og have et rimelig fornuftigt flow i produktionsapparatet, og det kan man selvfølgelig læse på bundlinjen, siger han til Fyens. 

Som eksempler på den blandede samling af ordrer er Faaborg Værft i øjeblikket både i gang med et fartøj i stål til operation på tyske floder samt tre dieselelektiske hybridfærger til Sverige.

I årsrapporten oplyser værftet desuden, at det har oplevet god interesse omkring sine egenudviklede trawler-koncepter – Faaborg Arctic Trawler og Faaborg Nordic Trawler – som er leveret som prototyper til henholdsvis Grønland og Norge. En interesse, som har medført konkrete projektforhandlinger med især udenlandske kunder. 

I løbet af året er der kommet 8-9 nye ansatte til. Hvis bare der var flere danske smede at få, ville Jan Mortensen gerne ansætte endnu flere, men ifølge Fyens er han ikke interesseret i østeuropæisk arbejdskraft. Ikke fordi de ikke er dygtige håndværkere, men fordi det kniber med kommunikationen. 

- Vi sikrer den bedste kvalitet, når alle kan kommunikere med hinanden. Meget af det, vi går og laver i det daglige, er jo udviklingsarbejde, og der er det væsentligt, at alle er med på de idéer og tanker, der opstår, siger Jan Mortensen til Fyens. 

Bruttofortjenesten var på 9,9 mio. kroner i det forskudte regnskabsår 2018/19, imens driftsresultatet endte på 5,3 mio. kroner. Faaborg Værft oplyser ikke sin omsætning.  

Læs også: Faaborg-rederi konkurs

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125