23948sdkhjf

Ultrabulk er verdens største transportør af omstridt mineral

Sidste år var Ultrabulk den største transportør af mineralet fosfat fra det besatte Vestsahara, skriver Danwatch

På trods af, at flere firmaer er stoppet med at købe og transportere fosfat fra det besatte Vestsahara, udmærkede Ultrabulk sig i 2018 ved at være verdens største transportør af fosfat fra området.

Det skriver Danwatch på baggrund af en rapport fra Western Sahara Resource Watch (WSRW).

Fosfat bliver brugt som ingrediens i sprøjtemidler til landbruget. Vestsahara har dog været besat af Marokko i 40 år på trods af, at en FN-aftale indgået i 1991 siden påbød Marokko at give det oprindelige folk i Vestsahara selvbestemmelse.

Fosfat er ifølge Danwatch en hovedindtægtskilde for Marokko, og flere iagttagere peger over for mediet på, at ethvert bidrag til handlen er med til at forlænge konflikten, der har fordrevet størstedelen af Vestsaharas oprindelige befolkning til flygtningelejre i ørkenen.

- Danske virksomheder bør undlade at bidrage til det her. Det er en overtrædelse af internationale aftaler og bør dermed være ulovligt, siger Kurt Mosgaard, der er tidligere chef for FN's mission i Vestafrika, til Danwatch. 

Det var den canadiske virksomhed Nutrien, der til og med sidste år var den største aftager af fosfat fra Vestsahara. Virksomheden stoppede dog importen sidste år, og Ultrabulk har ifølge Danwatch ikke sejlet med fosfat fra området siden nytår. 

Det er dog ikke et udtryk for, at Ultrabulk har tænkt sig at tage afstand fra transporten, hvis Nutrien atter skulle efterspørge den. 

- Så vil vi kigge på det. Og så vil vi løfte vores ansvar over for den kontrakt, siger Ultrabulks CEO Per Lange til Danwatch. 

Det er ikke første gang, at Ultrabulks transporter af fosfat fra Vestsahara er i offentlighedens søgelys. Tilbage i 2017 blev to af rederiets skibe tilbageholdt på vej til henholdsvis Canada og New Zealand med fosfat fra Vestsahara i lasten, og også dengang afviste Per Lange at lade opfordringerne om at standse transporterne påvirke rederiets operation. 

- Der foreligger ikke nogen handelsembargo eller sanktioner, og der er derfor ikke noget ulovligt i denne forretning. Vi arbejder ydermere ud fra de anbefalinger, som FN og de danske myndigheder udsteder, inklusive Folketingets opfordring til at udvise særlig agtpågivenhed, sagde han dengang til Søfart.

Læs også: Ultrabulk i stormfuldt farvand med fosfat om bord

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111