23948sdkhjf

Uni-Tankers gør gammel COO til ny CEO

I forbindelse med en større gennemgang af organisationen er Per Ekmann nu tiltrådt som ny CEO i Uni-Tankers

Tankskibsrederiet Uni-Tankers, der er en del af Torben Østergaard-Nielsens USTC-koncern, har udnævnt rederiets hidtidige direktør for drift og kommercielle anliggender, Per Ekmann, som ny CEO.

Kort før årsskiftet tog Uni-Tankers afsked med tidligere CEO, Torben Andersen. Efterfølgende har et internationalt rekrutteringsfirma med erfaring inden for shipping haft til opgave at finde den rette kandidat til at stå i spidsen for Uni-Tankers. Både interne og eksterne kandidater har været i spil undervejs, og efter en grundig research er valget altså faldet på Per Ekmann, der siden årsskiftet har varetaget rollen som interim CEO. 

Per Ekmann tiltræder officielt som ny CEO for Uni-Tankers pr. 1. maj 2019. 

- Jeg er både glad og stolt over at få mulighed for at fronte Uni-Tankers på dette vigtige tidspunkt i rederiets historie. Uni-Tankers bygger på stolte og stærke værdier, og med den nuværende tilpasning af rederiet er fundamentet på plads til at føre vores ambitiøse strategi ud i livet sammen med vores dygtige medarbejderstab, siger Per Ekmann i en pressemeddelelse.

Fremover består direktionen i Uni-Tankers foruden Per Ekmann af CFO Thomas Thomsen. 

Torben Østergaard-Nielsen betegner Per Ekmann som en stærk kommerciel kapacitet med en tydelig ledelsesstil og en dokumenteret evne til at eksekvere.

- Jeg er overbevist om, at han vil kunne udvikle rederiet i henhold til den plan, vi har lagt, og samtidig formå at udnytte de muligheder, der er i markedet, siger Torben Østergaard-Nielsen.

Har strømlinet organisationen

Foruden den nye topchef har Uni-Tankers gennemgået en række forandringer, der ifølge Uni-Tankers selv skal bidrage til at ruste rederiet til fremtiden. Processen blev sat i gang i efteråret 2018, og har blandt andet handlet om at gøre rederiets strategi klar og tydelig. 

- Der er naturligvis tale om en løbende proces, men de primære områder ligger helt klar. Det gælder blandt andet de segmenter, Uni-Tankers fremover skal operere inden for – både når vi taler produkter, kunder, geografi, skibstype og størrelse og ikke mindst alderen på det enkelte skib, siger Torben Østergaard-Nielsen. 

Med hjælp fra eksterne konsulenter er der blevet gennemgået en lean-proces. Arbejdet er ifølge Uni-Tankers sket med hjælp fra et internationalt konsulenthus og "har inkluderet en minutiøs gennemgang" af rederiet for at optimere og effektivisere forretningen.

Resultatet er blandt andet en lang række initiativer til optimering af driften foruden det, der i pressemeddelelsen bliver kaldt en "strømlining af organisationen".

Danske Bank er ude

Derudover har rederiet været igennem en refinansiering, der blandt andet indebærer frisk kapital fra moderselskabet USTC samt en ny, langsigtet finansieringsplan. Det har betydet, at ejerskabet af Uni-Tankers nu er 100 pct. tilbage på USTC og Torben Østergaard-Nielsens hænder. Det er sket efter en periode med Danske Bank som medejer. 

Hverken lean eller finansieringsplaner er dog tilstrækkelige, hvis ikke markedet for rederiets bliver bedre, end det har været igennem de seneste år, lyder det i pressemeddelelsen, hvor de seneste års markedsbetingelser bliver beskrevet som "svære" med "lave rater, hård konkurrence, høje oliepriser og ubalance mellem udbud og efterspørgsel".

- Bedring af Uni-Tankers’ segment med små og intermediate skibe har ladet vente på sig i forhold til de større skibe som MR og LR, siger Per Ekmann og fortsætter:

- Vi ser dog nu de første spæde tegn på, at markedet vender, og sammen med de muligheder, der ligger i de kommende energi- og miljømæssige krav for branchen, blandt andet med IMO 2020, tror jeg på, det vil skabe den luft, som vores del af tankmarkedet længe har higet efter.

Læs også: Rederi under radaren – USTC

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11